Økonom trods kæmpe kursfald i Torm: Aktien ser stadig dyr ud

På trods af et kursfald på næsten 50 pct. i onsdagens aktiehandel ser Torm-aktien dyr ud, da rederiets restruktureringsplaner kan efterlade de nuværende aktionærer med en forsvindende lille ejerandel.

Sådan lyder vurderingen fra Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, som er en handelsplads for private investorer.

Torm-aktien faldt helt præcist 48,9 pct. onsdag til 35 øre. Torm er i øjeblikket i gang med en restrukturering, hvor rederiets kreditorer blandt andet vil nedskrive dele af selskabets gæld og tilføre skibe til Torms flåde.

Til gengæld modtager kreditorerne Torm-aktier, og rederiet har meldt ud, at det udvander de nuværende aktionærernes ejerandel til mindre end 1 pct. af det fortsættende selskab.

Hvis man regner med, at Torm-aktionærerne vil stå tilbage med omkring 1 pct. af ejerandelen efter restruktureringen, har Torm i øjeblikket en markedsværdi på omkring 25,5 mia. kr. baseret på onsdagens lukkekurs. Hvis det derimod ender med blot 0,5 pct., har Torm reelt set en markedsværdi på 51 mia. kr.

Og det er umiddelbart en relativ høj værdiansættelse af Torm, mener Per Hansen fra Nordnet, der dog især peger på det problematiske, at det som investor er meget svært at gennemskue, hvad aktien skal koste.

- Man handler reelt set i blinde med Torm-aktier. Hvis man for eksempel regner med 0,5 pct., så lyder prisen stadig meget, meget høj. Det primære problem er, at investorerne har meget svært ved at værdifastsætte Torm i øjeblikket, og det er min anke mod at handle med aktien, siger Per Hansen.

Han vil dog ikke anklage Torm for ikke at melde mere klart ud omkring, hvilken ejerandel aktionærerne står tilbage med, når restruktureringen formentlig falder på plads.

- Det handler nok bare om, at Torm endnu ikke har dannet sig et fuldt overblik over, hvad de nuværende aktionærer ender med at sidde tilbage med i det forsættende Torm, siger Per Hansen.

Torm meddelte tirsdag i denne uge, at en engelsk ret har nikket ja til selskabets fremadrettede planer for restruktureringen.