Obligations-kurser falder

Obl. kl. 11.55: Det danske obligationsmarked falder tirsdag for anden dag i træk, idet investorerne genfandt tilliden til de europæiske aktiemarkeder.

Det mindskede appetitten efter de fastforrentede papirer og den negative stemning var understøttet af forventningerne om fortsatte stramninger af pengepolitikken fra Den Europæiske Centralbank.

Fokus er nu rettet mod aftenens rentemøde i den amerikanske centralbank, hvor opmærksomheden rettes mod de efterfølgende kommentarer.

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, lå tirsdag middag 0,25 point lavere i kurs 97,11 med en effektiv rente på 4,41 pct. Blandt realkreditobligationerne lå 4-35'erne 0,20 point lavere i kurs 89,27 med en effektiv rente på 5,14 pct.

ECB-medlemmet Marko Kranjec blev tirsdag citeret i et interview i den tyske avis Financial Times Deutschland for at sige, at pengepolitikken i eurozonen fortsat var akkumulativ. Det fik investorerne til at rette lidt opmærksomhed tilbage på pengepolitikken i eurozonen.

- De nuværende renteniveauer er alt for lave, hvis man kigger på den underliggende makroøkonomiske situation for eurozonen, udtalte obligationschef hos Nomura International, Charles Diebel, til Bloomberg News. Den fremadrettede udvikling er klart for højere renter, vurderede obligationscheferne.

Tirsdag middag kom der fra Tyskland tal for industriproduktionen i juni. Den viste en stigning på 5,1 pct. i juni sammenlignet med en stigning på 4,6 pct. måneden forinden. Ifølge en rundspørge foretaget af Bloomberg News havde analytikerne netop ventet en stigning på 5,1 pct.

Fokus er nu høj grad rettet mod tirsdagens rentemøde i den amerikanske centralbank. Der er bred enighed om, at centralbanken fastholder renten på 5,25 pct., men investorerne er meget uenige, hvad angår de efterfølgende udtalelser. Den amerikanske investeringsbank Merrill Lynch ændrede mandag sin prognose og venter nu, at den amerikanske centralbank sænker renten til oktober på grund de seneste kreditbekymringer og det svage amerikanske boligmarked. De to største danske banker, Nordea og Danske Bank, venter begge, at den amerikanske centralbank holder fast i ordlyden vedrørende inflationsrisiciene, således at inflationen fortsat udgør den største fare for økonomien.

Begge banker vil være opmærksomme på eventuelle kommentarer om den seneste uro forbundet til kreditbekymringerne. Mens Danske Bank venter, at den amerikanske centralbank er på hold året ud, så venter Nordea Markets en rentenedsættelse til december.

(RB-Børsen)