Obligationer: Udsigt til små rentestigninger i åbningen

592715837.jpg
Læs mere
Fold sammen

»Der er ikke lagt op til det store brag, når de danske handlere onsdag åbner bøgerne og genoptager handlen med statsobligationerne, hvor investorerne kan holde øje med en tale fra Mario Draghi, chef for Den Europæiske Centralbank, ECB, og et imødeset inflationstal fra USA.«

»Vi venter, at det danske obligationsmarked vil åbne med små rentestigninger,« siger makroanalytiker i Sydbank, Kim Blindbænk, i en kommentar.

Tirsdag steg renten på den tiårige danske statsobligation steg 1 basispoint og endte i 0,51 pct. efter at have været nede i 0,49 pct. Udtalelser fra Ewald Nowotny, der er centralbankchef i Østrig og medlem af Styrelsesrådet i ECB, fik renterne til at stige i Europa, da han luftede kommentarer om timingen omkring en normalisering af pengepolitikken.

Klokken 13 taler Mario Draghi i Frankfurt, og her kan investorerne muligvis få indblik i, hvordan han ser tidshorisonten for næste stramning.

På nøgletalsfronten er der forholdsvis tomt. Men fra USA kommer der dog nye data om forbrugspriserne i eftermiddag.

»Stiger kerneinflationen (ekskl. energi og fødevarer) 0,3 pct. eller derover i USA, kan det presse renterne op og styrke dollar,« siger Kim Blindbæk.

Økonomerne venter ifølge Bloomberg News en stigning i kerneforbrugerpriserne på 2,1 pct. på årsbasis. Inflationen er afgørende for, hvornår den amerikanske centralbank, Federal Reserve, næste gang hæver renten, og investorerne får klokken 20 et blik ind i maskinrummet, når referatet fra bankens seneste rentemøde i marts bliver offentliggjort.

/ritzau/FINANS