Obligationer: Trumps toldsabel kan give rentefald igen

Læs mere
Fold sammen

. Der er umiddelbart udsigt til let faldende renter fra starten af den danske handel fredag morgen, efter at torsdagens rentestigninger både herhjemme og i USA igen er gået i sig selv fredag morgen.

Den tiårige amerikanske rente er nemlig atter sendt i bakgear i fredag morgens handel i Tokyo, efter at USA's præsident, Donald Trump, igen har raslet med toldsablen og varslet yderligere importafgifter på 100 mia. dollar som svar på Kinas "uretfærdige gengældelse" på de amerikanske toldtiltag.

Den amerikanske rente handles fredag morgen i overkanten af 2,81 pct., hvilket er 2 basispoint lavere end ved lukketid i USA og også herhjemme torsdag.

Investorerne forholder sig dog også en kende afventede, indtil den amerikanske beskæftigelsesrapport for marts præsenteres klokken 14.30 dansk tid.

Det betyder, at toldstriden mellem USA og Kina - i hvert fald for en stund - kan blive skudt i baggrunden, mens investorerne tygger på udviklingen på det amerikanske arbejdsmarked, der er rigtig godt kørende.

For marts venter økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News en jobskabelse uden for landbruget på 185.000, mens arbejdsløsheden ventes at falde til 4,0 pct. fra 4,1 pct.

Meget væsentlig for økonomerne er også udviklingen i timelønningerne, der i marts ventes at være steget med 0,3 pct. på månedsbasis og 2,7 pct. på årsbasis.

Efter lukningen af det danske marked kan handlerne desuden hente inspiration fra en tale fra chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell. Det sker 19.30 dansk tid.

/ritzau/FINANS