Obligationer: Trump presser renterne

Foto: Drew Angerer. ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

Det danske obligationsmarked er åbnet med rentefald på første handelsdag efter påskeferien, hvilket ifølge Jyske Bank hænger sammen med nye meldinger fra den amerikanske præsident, Donald Trump.

»Trump udtalte til Wall Street Journal, at han foretrækker, at Federal Reserve holder renten uændret. Han vurderer også, at dollaren er for stærk, og afviser at Kina er en valutakursmanipulator. Han udtalte sig positivt om Yellen og muligheden for, at hun bliver genudnævnt,« skriver chefanalytiker Kim Fæster fra Jyske Bank.

Han noterer sig også amerikanske inflationstal, som viste sig betydeligt mere afdæmpet end ventet i marts og sætter spørgsmålstegn ved reflationshistorien. De underliggende forbrugerpriser faldt 0,1 pct. på månedsbasis i marts mod en ventet stigning på 0,2 pct., og årsstigningstakten aftog fra 2,2 pct. til 2,0 pct.

»Det var primært priser på mobilabonnementer, der trak markant ned i de underliggende forbrugerpriser, men også lavere priser på biler og beklædning bremsede prisstigningerne. Vi venter dog, at prisstigningerne genoptages i de kommende måneder,« skriver Kim Fæster.

Herhjemme ligger renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation tirsdag morgen i 0,47 pct., hvilket er 3 basispoint lavere end onsdag før påskeferien.

NØGLETAL FRA USA

I eftermiddag vil fokus rette sig mod USA, hvor der kommer tal for påbegyndt boligbyggeri og udviklingen i udstedelser af byggetilladelser. Derudover kommer der tal for industriproduktionen i marts.

»Produktionen hos de amerikanske virksomheder går fortsat ikke for godt. Det er blevet til fald i industriproduktionen i fire af de seneste syv måneder. Baggrunden er primært problemer i oliesektoren og det forhold, at dollaren er blevet styrket i en længere periode,« skriver Sydbank i sin morgenberetning.

Ifølge et estimat fra Bloomberg News venter analytikerne at se en stigning i industriproduktionen på 0,4 pct. på månedsbasis i marts.