Obligationer: Stille og roligt rentefald

Det rentefald, der begyndte onsdag morgen, fortsætter stille og rolig fredag på det danske obligationsmarked. Tendensen er den samme på de store europæiske markeder.

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation er fredet faldet 2 basispoint til 0,73 pct., efter et rentefald på 3 basispoint torsdag.

Renten blev torsdag sendt ned efter dårligere end ventede tal for den tyske erhvervstillid.

Der er stille på den amerikanske nøgletalsfront fredag, men der er kommet lidt tal fra Europa og Danmark.

Fredag morgen var der tal fra Danmark og Tyskland.

Herhjemme faldt detailsalget med 0,2 pct. i januar, hvilket fortsatte den negative tendens fra december, hvor salget viste en nedgang på 0,3 pct. På årsbasis steg detailsalget med 1,4 pct. i januar.

I Tyskland voksede BNP med 0,6 pct. i fjerde kvartal, hvilket var præcis som ventet af økonomerne ifølge Bloomberg News. Set i forhold til samme kvartal året før var der tale om en vækst på 2,3 pct. i det tyske bruttonationalprodukt.

Klokken 11.00 kom der endelige tal for forbrugerpriserne i eurozonen i januar. Her ventede økonomerne ifølge Bloomberg News prisstigninger på 1,3 pct. efter et løft på 1,4 pct. i den foreløbige opgørelse. Tallene landede som ventet.

Fra USA kan der komme nyt, da flere chefer for lokale afdelinger af den amerikanske centralbank går på talerstolen.

Ved dansk lukketid offentliggør Federal Reserve desuden en rapport om landets pengepolitik frem mod centralbankchef Jerome Powells tale i Kongressen i næste uge.