Obligationer: Små rentefald før centralbankschef-tale

Læs mere
Fold sammen

De danske obligationsrenter forventes tirsdag at følge efter de amerikanske, der faldt mandag. Markederne afventer lige nu, hvad den amerikanske centralbankchef Janet Yellen vil sige i sin tale senere tirsdag, når hun taler for Senatet.

- Vi venter, at det danske obligationsmarked vil åbne med små rentefald. Herefter vil markedsdeltagerne afvente talen fra Yellen, vurderer seniorøkonom Werming K. Pedersen, seniorøkonom i Sydbank.

De amerikanske renter fortsatte faldet en anelse efter dansk børslukketid påvirket af sløje nøgletal for boligsalget i januar. Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation ligger tirsdag morgen i Asien på 2,06 pct., hvilket er 1 basispoint lavere end mandag kl. 17.

Renten på den danske tiårige statsobligation steg dog mandag med 4 basispoint til 0,28 pct. Dermed svandt rentespændet til Tyskland ind til 8 basispoint i dansk favør, idet den tiårige tyske statsobligation ved dansk børslukketid lå med en uændret rente på 0,36 pct.

De udenlandske investorers interesse efter danske statsobligationer var tilsyneladende svundet en smule mandag, og derfor blev det til rentestigninger i København. Det var Grækenlands aftale med EU om forlængelse af landets lån med fire måneder, der dæmpede investorernes behov for at søge i sikker havn i eksempelvis Danmark af frygt for en græsk euroexit.

En af forklaringerne på rentestigningerne herhjemme var formentlig også, at de seneste tal fra Nationalbanken har indikeret et aftagende styrkelsespres på kronen og dermed en aftagende interesse for danske aktiver efter en lang periode, hvor interessen har været stor.

Tirsdag ventes opmærksomhed om den amerikanske forbrugertillid. Humørbarometeret ventes at være faldet til 99,5 fra 102,9 i januar. Og offentliggørelsen falder sammen med tirsdagens talen fra centralbankchef til de amerikanske politikere.