Obligationer: Sidelæns handel og opmærksomhed på tysk regering

Foto: Drew Angerer. New York Stock Exchange (NYSE)
Læs mere
Fold sammen

Det danske obligationsmarked åbner mandag morgen uden den store aktivitet. Dagen kan blive præget af regeringsknas i Tyskland og nøgletal fra USA og eurozonen.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation handles mandag morgen i 0,31, hvilket er uændret i forhold til fredagens lukkeniveau.

Investorerne har et øje på situationen i Tyskland, hvor regeringen risikerer at falde fra hinanden som følge af uenighed om migrationspolitikken. Derudover er der både nøgletal fra Europa og USA på programmet.

Den tyske indenrigsminister og formand for CSU, Horst Seehofer, sagde natten til mandag, at han er indstillet på at opgive begge sine poster, medmindre kansler Angela Merkels parti, CDU, giver sig og tager et hårdere ståsted i migrationspolitikken.

Horst Seehofer vil på et møde mandag med sit parti vil drøfte de fremtidige overvejelser omkring situationen, har han sagt til dpa.

»Investorerne vil overvåge situationen tæt i dag, da situationen kan sprænge den tyske regering indefra,« siger makroøkonom i Sydbank Mathias Rømer Sproegel og pointerer, at en fortsat hård linje fra CSU over for migranter kan bringe euro under pres.

Seehofer har i knap 100 dage været indenrigsminister i den nye store koalition med Merkels CDU og socialdemokraterne i SPD. Han har været leder af CSU, som er det bayerske søsterparti til CDU, siden 2008.

Investorerne har i øjeblikket også fokus på rentekurven i USA, der bliver fladere og fladere. Spændet mellem den tiårige rente og den toårige renten i USA ligger på kun 33 basispoint.

På nøgletalsfronten vil der være fokus på PMI-tal fra Europa og USA, da der mandag bliver offentliggjort en endelig opgørelse over udviklingen i juni. Der kommer også amerikanske tal for ISM-indekset og anlægsinvesteringer.

ISM-indekset ventes ifølge økonomerne adspurgt af Bloomberg News at vise et fald til 58,5 i juni fra 58,7 måneden før. Et større fald i indekset kan ifølge Sydbank svække dollaren og presse amerikanske renter ned.

/ritzau/FINANS