Obligationer: Sabelraslen og fransk valg kan give rentefald

Foto: SCOTT OLSON

Der er udsigt til små fald i renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation, mens geopolitisk uro mellem USA og Nordkorea og det franske præsidentvalgs første runde søndag får investorerne til at søge mod sikre havne med deres kapital.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation dykkede tirsdag til 0,47 pct. Det var 3 basispoint lavere, end da handlerne gik på påskeferie onsdag eftermiddag i sidste uge.

I USA har Donald Trumps sabelraslen over for Nordkorea gjort investorer nervøse for, om præsidentens løfter om skattelettelser og infrastrukturudgifter er sat på hold.

- Markedet fortsætter med at få færre informationer fra regeringen for så vidt angår finanspolitiske stimulanser og skattereformer, og tiden går. Samtidig kryber en stigende risikoaversion ind i markedet, siger obligationschef Tom Tucci fra CIBC i New York til Reuters.

Den britiske avis The Guardian rapporterede tirsdag, at det amerikanske militær overvejer at nedskyde kommende nordkoreanske missiltests for at vise sin overlegne styrke.

Tirsdag lukkede renten på den toneangivende tiårige T-bond i 2,17 pct. i New York. Det var 7 basispoint lavere end mandagens slutniveau.

Onsdag morgen handles den amerikanske tiårige T-bond med en rente på 2,18 pct. på markedet i Tokyo.

Senere vil der blive fremlagt nøgletal fra eurozonen for handelsbalancen i februar og forbrugerpriser i marts. Sidstnævnte forventer økonomerne ifølge Bloomberg vil lande på 1,5 pct., som også var stigningen måneden før.

Sent onsdag kan investorerne se frem til Federal Reserves økonomiske barometer, Beige Book.