Obligationer: Risikolyst øges efter beroligende tale fra Xi

Kinas præsident, Xi Jinping.
Læs mere
Fold sammen

En tale fra den kinesiske præsident Xi Jinping har fået risikovilligheden til at blusse frem på de finansielle markeder med stigninger på de asiatiske aktiemarkeder og plusser på mellem 1,2 og 1,6 pct. i de amerikanske futures på de ledende aktieindeks.

Og udviklingen på det danske obligationsmarked ventes ikke at være en undtagelse, når handel starter tirsdag morgen.

Siden lukketid mandag har Xi Jinping holdt en tale, hvori han undlod at eskalere den verserende handelskonflikt mellem USA og Kina, som ellers har været en del af den internationale dagsorden i et stykke tid. Xi sagde blandt andet, at Kina vil sænke tolden på importerede biler og lempe reglerne for udenlandsk ejerskab i den kinesiske bilindustri, skriver flere internationale nyhedsbureauer.

Det blev straks oversat til risikoappetit blandt investorerne, hvilket var med til at løfte renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation, da investorerne i stedet trak mod aktiemarkedet.

Tirsdag morgen er renten på den amerikanske T-bond steget med 2 basispoint til 2,80 pct. i forhold til mandagens lukkeniveau. Det er stort set det samme som ved dansk børslukketid mandag, men i løbet af morgenen havde renten på papiret været nede at vende i 2,78 pct.

Mandag lukkede den danske tiårige statsobligation med en rente i niveauet 0,51 pct., hvilket var stort set uændret i forhold til fredagens slutrente. Hvor nøgletalskalenderen var forholdsvis tom mandag, er der lidt flere aftaler sat ind tirsdag med dansk inflation og amerikanske producentpriser.

»Producentpriserne vil formentlig komme mere i fokus i den kommende tid, hvis handelskonflikten mellem USA og Kina eskalerer til en dyb handelskrig, da prisen på importerede varer vil stige som følge af højere toldsatser. Herefter bliver det interessante i hvor høj grad, virksomhederne vil sende regningen videre til forbrugerne«, skriver Mathias Rømer Sproegel, makroanalytiker i Sydbank, i en kommentar til dagens forventede udvikling.

/ritzau/FINANS