Obligationer: Rentestigningerne kan fortsætte

Foto: Drew Angerer. New York Stock Exchange (NYSE), New York City.
Læs mere
Fold sammen

Rentestigninger prægede fredag det danske obligationsmarked, og det er en tendens, som meget vel kan fortsætte fra åbningen mandag.

Renterne på de amerikanske statspapirer er i hvert fald steget yderligere siden fredag eftermiddag, og den tiårige amerikanske statsobligation handles mandag morgen til en rente på 2,91 pct., hvilket er 2 basispoint højere end niveauet ved dansk børslukketid.

Herhjemme steg renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation fredag med 4 basispoint til 0,38 pct. efter en flot amerikansk jobrapport.

»Arbejdsmarkedsrapport for maj var på alle måder stærk. Fremgangen i beskæftigelsen uden for landbruget var på hele 223.000 personer, og der var også oprevideringer af de foregående måneder. Der var kun ventet en fremgang på 190.000. Ledighedsraten faldt overraskende til 3,8 pct., det laveste siden 1969. Lønvæksten tikkede op til 2,7 pct. på årsbasis mod forventninger om uændret 2,6 pct.,« konstaterer Handelsbanken i sin morgenkommentar.

De opløftende tal er blevet fejret på aktiemarkederne verden over, og den øgede appetit på risiko kan mandag medvirke til at dæmpe interessen for de rentebærende papirer.

Mandag kommer der et par nye nøgletal fra USA i form af tal for fabriksordrer og ordreindgangen af varige goder. Herhjemme kommer der desuden tal for Nationalbankens valutareserve.

/ritzau/FINANS