Obligationer: Renterne står stille frem mod ECB-møde

Der er lagt op til en stille åbning på det danske obligationsmarked onsdag, hvor investorerne kun har mindre nøgletal at se frem mod og i stedet kan spejde til torsdagens rentemøde i Den Europæiske Centralbank.

Siden det danske marked lukkede tirsdag eftermiddag, har de amerikanske renter ligget på langs med en lille pil op, hvilket peger i retning af en åbning uden de store udsving onsdag morgen.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation dykkede 2 basispoint til 0,67 pct. tirsdag, hvor udsvingene var begrænsede.

På nøgletalsfronten lander der onsdag tal for byggebranchen i Europa, hvor der bliver offentliggjort statistik for produktionen i sektoren, mens der fra USA lander statistik for påbegyndt boligbyggeri og antallet af byggetilladelser.

Derimod kommer der mere fart over det makroøkonomiske felt torsdag, hvor både den japanske centralbank og den europæiske pendant holder rentemøde.

Forventningen blandt en stribe økonomer er, at Den Europæiske Centralbank, ECB, vil tage endnu et skridt på rejsen mod en strammere kurs for pengepolitikken.

Konkret skal det ske ved at fjerne bankens sædvanlige formulering om muligheden for at øge det massive opkøbsprogram af obligationer, hvis det økonomiske billede bliver mere mudret. Derimod er der ikke forventninger om en renteforhøjelse i denne omgang.

/ritzau/FINANS