Obligationer: Renterne følger de amerikanske en anelse op

Renterne starter med at stige marginalt på markedet for statsobligationer i Europa torsdag morgen.

Renterne starter med at stige marginalt på markedet for statsobligationer i Europa torsdag morgen.

Dermed afspejler de udviklingen i USA, hvor den tiårige rente er steget godt 1 basispoint siden europæisk lukketid onsdag til 2,19 pct.

Herhjemme åbner den toneangivende tiårige statsobligation med en rente på 0,52 pct., hvilket også er 1 basispoint højere end niveauet onsdag eftermiddag. Renter med tilsvarende løbetider stiger med omtrent samme takt i Tyskland, Sverige og Frankrig.

Dagen startede ellers med en makroøkonomisk skuffelse, da en håndfuld kinesiske nøgletal viste lavere vækst i detailsalget og industriproduktionen i august end forudset. Det var anden måned i træk, at de indikatorer skuffede.

Resten af torsdagen holder investorerne blandt andet øje med de amerikanske inflationstal, der præsenteres klokken 14.30 dansk tid. Her forventes kerneinflationen at falde til 1,6 pct. i august mod 1,7 pct. i juli ifølge estimater fra Bloomberg. Samtidig kommer der de ugentlige tal for nye ledige, der ventes fortsat påvirket af orkanerne Harvey og Irmas raseren de sidste uger.

Inden da vil markedet få et indblik i Bank of Englands verdenssyn, når den britiske centralbank kommer med sin september-melding. Det sker klokken 13 dansk tid.

/ritzau/FINANS