Obligationer: Renten under lup op til begivenhedsrige dage

Det peger på let stigende renter tirsdag morgen, hvor investorerne venter på nyt fra den amerikanske præsident Donald Trumps "State of the Union"-tale natten til onsdag, meldinger i kølvandet af den amerikanske centralbank, Federal Reserves todages møde med afslutning onsdag, samt den amerikanske arbejdsmarkedsrapport fredag.

Foto: Eduardo Munoz. Obligationer: Renten under lup op til begivenhedsrige dage
Læs mere
Fold sammen

Inden da kommer der tirsdag både tal for den økonomiske tillid samt for forbrugertilliden i januar i eurozonen. Her ventes ifølge Bloomberg News en økonomisk tillid på indeks 116,2 mod 116 i december, mens forbrugertilliden ses uændret i 1,3, hvilket er det højeste niveau siden staten af 2001.

Lander tallene højere end det ventede, kan det presse renterne lidt op og styrke euroen, vurderer Sydbank om dagens udvikling.

Tirsdag eftermiddag er det så den amerikanske forbrugertillid, der står for skud. Efter at være dykket i december er den fortsat på sit højeste niveau i 17 år, og ifølge Bloomberg ventes den at lande på 123 i januar mod 122,1 i december. Også her kan et højere indeks end ventet trække renterne en smule op.

Det er først natten til onsdag, at Donald Trump holder sin tale for kongressen. Og her vil der blandt andet være fokus på, hvad præsidenten siger om handelspolitikken.

»Lægger Trump en hård linje i forhold til handel i sin tale, vil aktierne og renterne trække lavere,« vurderer Andreas Østerheden, seniorstrateg i Nordea, i en kommentar.

Efter de danske handlere lukkede bøgerne mandag eftermiddag, har renten på den amerikanske statsobligation, T-bond, bølget frem og tilbage. Renten lukkede i 2,69 pct. på markedet i New York, efter at have snuset til 2,73 pct. i dagens løb, for derefter at falde tilbage til slutniveauet, der var 3 basispoint højere end fredag.

Tirsdag morgen er det opadgående pres på renten fortsat, og T-bond ligger med en rente 2,71 pct. på markedet i Tokyo. Det er så godt som uændret, i forhold til da de danske handlere lukkede bøgerne mandag eftermiddag.

I Danmark sluttede den toneangivende tiårige statsobligation mandag med en rente på 0,71 pct., hvilket var godt 8 basispoint højere end slutniveauet fredag eftermiddag.