Obligationer: Renten tager den med ro før nøgletal og Opec-møde

Det danske obligationsmarked er torsdag åbnet uden de helt store udsving, og efter kort tids handel ligger renten på den tiårige statsobligation i 0,24 pct., hvilket er uændret i forhold til lukkeniveauet onsdag.

På finansmarkederne overordnet set ulmer der dog fortsat en vis nervøsitet, som hænger sammen med tvivl om weekendens våbenhvile i USA og Kinas handelskonflikt.

Tvivlen er kun blevet større, efter at de canadiske myndigheder onsdag anholdt den kinesiske tech-virksomhed Huaweis finansdirektør på foranledning af - og med udlevering til - amerikanerne.

Onsdag var der desuden lukket for handlen i USA på grund af bisættelsen af den tidligere præsident George H.W. Bush, men torsdag er der igen åbent på det amerikanske marked, og torsdag morgen bliver den tiårige amerikanske statsobligation handlet med en rente på 2,91 pct. Det er 1 basispoint lavere, end da de amerikanske handlere gik hjem tirsdag.

Torsdag er der foruden en lang række amerikanske nøgletal fokus på mødet i Organisationen af olieproducerende lande, Opec. Udfaldet af mødet kan nemlig få betydning for såvel olieprisen som renteudviklingen.

- Investorerne vil fokusere på, om Saudi-Arabien og Rusland kan blive enige om at skære i olieproduktionen efter et massivt fald i olieprisen i den seneste tid.

- Lavere olieproduktion vil kunne presse oliepriserne og renterne lidt op, skriver Mathias Rømer Sproegel i en kommentar.

Blandt nøgletallene fra USA torsdag er der opgørelser af den private arbejdsmarkedsrapport fra ADP, handelsbalancen, fabriksordrerne, ordreindgangen på varige goder, nytilmeldte ledige samt PMI- og ISM-tal.

/ritzau/FINANS