Obligationer: Renten holder niveauet

En tale af den kinesiske præsident, Xi Jinping, har fået risikovilligheden til at blusse frem på de finansielle markeder med stigninger på de asiatiske aktiemarkeder og plusser på mellem 1,3 og 1,8 pct. i de amerikanske futures på de ledende aktieindeks.

Tirsdag åbner renten på den danske tiårige statsobligation med en rente i niveauet 0,51 pct., hvilket er stort set uændret i forhold til mandagens slutrente.

Hvor nøgletalskalenderen var forholdsvis tom mandag, er der lidt flere aftaler sat ind tirsdag. Inden markedet åbnede viste danske inflationstal et plus på 0,5 pct. på årsbasis i marts, viser tal fra Danmarks Statistik. Ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News var der ventet en årsstigningstakt på 0,8 pct. Dermed er inflationen aftaget en anelse, da årsstigningstakten for forbrugerpriserne måneden forinden var 0,6 pct.

Senere tirsdag offentliggøres de amerikanske producentpriser.

- Producentpriserne vil formentlig komme mere i fokus i den kommende tid, hvis handelskonflikten mellem USA og Kina eskalerer til en dyb handelskrig, da prisen på importerede varer vil stige som følge af højere toldsatser. Herefter bliver det interessante i hvor høj grad, virksomhederne vil sende regningen videre til forbrugerne, skriver Mathias Rømer Sproegel, makroanalytiker i Sydbank, i en kommentar til dagens forventede udvikling.

Efter lukketid mandag har Xi Jinping holdt en tale, hvori han undlod at eskalere den verserende handelskonflikt mellem USA og Kina, som ellers har været en del af den internationale dagsorden i et stykke tid. Xi sagde blandt andet, at Kina vil sænke tolden på importerede biler og lempe reglerne for udenlandsk ejerskab i den kinesiske bilindustri, skriver flere internationale nyhedsbureauer.

/ritzau/FINANS