Obligationer: Renten faldt på dagen og på ugen

. Det rentefald, der begyndte onsdag morgen, fortsatte stille og roligt fredag på det danske obligationsmarked. Tendensen var den samme på de store europæiske markeder.

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation faldt til 0,71 pct., eller 4 basispoint fra torsdag, hvor den faldt 3 basispoint. Siden sidste fredag er renten faldet 6 basispoint. Mandag var renten oppe over 0,80 pct.

Tendensen var den samme ude i Europa set i forhold til niveauerne torsdag ved dansk lukketid.

Renten blev torsdag sendt ned efter dårligere end ventede tal for den tyske erhvervstillid.

Mens der fredag var stille på den amerikanske nøgletalsfront, kom der få statistikker fra Europa og Danmark.

Fredag morgen var der tal fra Danmark og Tyskland.

Herhjemme faldt detailsalget med 0,2 pct. i januar, hvilket fortsatte den negative tendens fra december, hvor salget viste en nedgang på 0,3 pct. På årsbasis steg detailsalget med 1,4 pct. i januar.

I Tyskland voksede BNP med 0,6 pct. i fjerde kvartal, hvilket var præcis som ventet af økonomerne ifølge Bloomberg News. Set i forhold til samme kvartal året før var der tale om en vækst på 2,3 pct. i det tyske bruttonationalprodukt.

Klokken 11.00 kom der endelige tal for forbrugerpriserne i eurozonen i januar. Her ventede økonomerne ifølge Bloomberg News prisstigninger på 1,3 pct. efter et løft på 1,4 pct. i den foreløbige opgørelse. Tallene landede som ventet.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk