Obligationer: Renten endte lavere på amerikansk nationaldag

Foto: Iris.
Læs mere
Fold sammen

Tirsdag var en dag med små udsving i renterne efter en uge, hvor renten kun kendte én vej - op. Mens renten på det tiårige statspapir i løbet af sidste uge steg med 19 basispoint, er der anderledes roligt her i begyndelsen af juli.

Renten på den toneangivende statsobligation med udløb i 2027 endte tirsdag 1 basispoint lavere end mandag i en rente på 0,66 pct.

Den svenske Riksbanken fastholdt renten tirsdag på minus 0,5 pct. Den første rentestigning er ikke ventet før midten af 2018, og bankens opkøb af obligationer vil fortsætte i anden halvdel af 2017, oplyste banken.

Riksbanken anser det som mindre sandsynligt, at renten sænkes yderligere, da inflationen den seneste tid har været en smule højere end ventet. Men rentesænkninger i fremtiden kan ikke udelukkes.

Den svenske rente faldt med 3 basispoint til 0,59 pct. og stod for det første fald i landene omkring Danmark tirsdag.

Tirsdagen bød ikke på store nøgletal, og børserne i USA holdt lukket på grund af fejringen af den amerikanske uafhængighedsdag efter en halv fridag mandag. Inden handlerne kom nationaldagen i hu, steg renten på den toneangivende tiårige amerikanske T-bond mandag med 5 basispoint til 2,35 pct. - det højeste niveau i næsten tre måneder.