Obligationer: Renten bliver handlet op fra start

Renten på den danske tiårige statsobligation handles som ventet lidt højere tirsdag morgen efter kort tids handel. Renten ligger i 0,63 pct., og det er to basispoint højere end mandagens lukkeniveau.

Læs mere
Fold sammen

Investorerne vender opmærksomheden mod USA og mødet i centralbankens pengepolitiske komité, Federal Open Market Committee (FOMC), der starter tirsdag og strækker sig til onsdag.

Mødet ventes at munde ud i en renteforhøjelse på 25 basispoint til 1,50-1,75 pct., så banken får taget hul på de i alt tre renteforhøjelser, som beslutningstagerne foreløbigt har stillet i udsigt for i år.

Ifølge futures er sandsynligheden for en renteforhøjelse på 0,25 procentpoint oppe på omkring 80 pct., viser data fra Bloomberg. De resterende 20 pct. ligger til en renteforhøjelse på 0,50 procentpoint.

Mandag lukkede den toneangivende tiårige amerikanske T-bond med en rente på 2,85 pct. på markedet i New York. Det var 1 basispoint højere i forhold til slutniveauet dagen før.

Tirsdag morgen fortsætter tendensen med let stigende renter. Den tiårige amerikanske T-bond handles med en rente på knap 2,86 pct. på markedet i Tokyo. Det er 3 basispoint højere i forhold til niveauet ved dansk børslukketid mandag.

Der vil også være fokus på, om der kan blive skruet op for renteforhøjelserne i 2018. Tidligere har Federal Reserve, Fed, meldt tre renteforhøjelser ud, men flere analytikere spekulerer i, om der kan være lagt op til en fjerde.

»Konsensus blandt analytikere bevæger sig nu imod, at Fed vil hæve renten fire gange i løbet af i år (uden yderligere chok til økonomien),« siger chefstrateg i Carnegie Henrik Drusebjerg.

Federal Reserve starter rentemødet tirsdag og offentliggør rentebeslutningen onsdag.

Ud over mødet er der en del at se til på nøgletalsfronten tirsdag.

Tyskland byder data fra ZEW-tillidsindeks og ZEW-forventningsindekset begge for marts. Et større dyk end ventet i ZEW-indeks kan påvirke renterne til nedadgående og svække euro.

I eurozonen kommer der ligeledes data for ZEW-forventningsindekset.

I Danmark landede tal for forbrugertilliden i marts, hvor tallene overgik Bloombergs økonomers forventning på 7,5, da tallet landede på 8,5, som er uændret fra måneden før.