Obligationer: Rentefald blev modereret

Fredagen bød på nye rentefald i statsobligationerne i Danmark og det meste af Europa, dog knapt så kraftigt som tilfældet var torsdag.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den geopolitiske uro bekymrede stadig investorerne og sendte penge fra risikobetonede aktier til de mere sikre obligationer, men da dagen var omme, var udsvingene i forhold til torsdag eftermiddag ikke så kraftige, som de så ud til at blive i løbet af formiddagen.

Den danske 10-årige rente, målt på statsobligationen med udløb i november 2023, endte 2 basispoint lavere i 1,09 pct. Ved 10-tiden var den ellers nede at røre ved 1,06 pct., det laveste nogensinde for det papir og tæt på de 0,97 pct., der er bundrekord for en dansk obligation af samme længde.

Det var fortsat konflikterne omkring Rusland og Ukraine, Israel og Palæstina, samt Irak, der sendte investorerne på jagt efter mere sikre placeringer af pengene. Usikkerheden omkring sanktioner imod og fra Rusland, samt amerikanske flyangreb mod jihadisterne i det nordlige Irak, gav rentefald i stort set hele verden.

Den tyske 10-årige rente nåede eksempelvis også sit laveste niveau nogensinde med et fald på 3 basispoint til 1,05 pct. Der var også rentefald i størrelsesordenen 1-5 basispoint i resten af kontinentets 10-årige statsobligationer, selv i de tidligere hovedeksponenter for eurokrisen: Portugal, Spanien, Italien og Grækenland.

Ud på dagen var der dog meldinger om, at Rusland vil bløde op i sin holdning til Ukraine, hvilket tog toppen af rentedykkene.

På nøgletalsfronten fremviste Tyskland en overraskende stor import i juni, som fik handels- og betalingsbalancen i måneden til at lande lidt lavere end markedets forventninger ifølge Bloomberg. USA's produktivitet uden for landbruget steg mere end ventet, mens engroslagrene ikke steg helt så meget som forudset.

/ritzau/FINANS