Obligationer puster ud på onsdagens niveauer

De danske obligationsrenter ligger stort set uændret torsdag middag efter et større rentespring onsdag.

Læs mere
Fold sammen

Det sker dagen før dagen, hvor markedet rammes af den amerikanske arbejdsløshedsrapport. Formiddagens arbejdsløshedstal fra Tyskland rykkede ikke noget, og nu kan markedet se frem mod amerikanske tal.

Den 10-årige danske rente, der nu måles på en 1,5 pct.s obligation med udløb i 2013, ligger med en rente på 1,49 pct., hvilket svarer til en hop på 1 basispoint i forhold til onsdagens slutniveau. Onsdag steg renten på papiret med seks basispoint.

Der er også relativt roligt på rentemarkederne ude i Europa både i de sikre lande og i kriselandene, hvor renterne generelt ligger stort set uændrede efter onsdagens bevægelser.

Torsdag startede med fokus på primært tyske arbejdsløshedstal. Forventningens glæde var dog størst. Den tyske arbejdsløshed steg lidt mindre end ventet i december. Samlet steg antallet af arbejdsløse med 3000 i december. Her var der ifølge Bloomberg ventet 10.000 nye arbejdsløse. Arbejdsløshedsprocenten var uændret på 6,9 pct. - som ventet. I den muntre ende var der tidligere torsdag kommet tal for den spanske arbejdsløshed, der for første gang i fem måneder overraskende faldt med godt 59.000 personer, mens der var ventet en stigning på over 60.000. Der er dog fortsat 4,8 mio. arbejdsløse i Spanien.

Over middag vil USA dog højst sandsynligt sætte sig på dagsordenen på obligationsmarkedet. Her kommer den såkaldte ADP jobrapport, der bliver brugt som markør for den store, månedlige jobrapport, der rammer handlerbordene fredag eftermiddag. ADP-rapporten ventes at vise, at der er kommet 140.000 i arbejde i december mod 118.000 måneden før. Tallene er dog stadig påvirket af Orkanen Sandy, og Sydbank understreger i sin morgenrapport, at de derfor skal tages med et gran salt.

Efter ADP-rapporten kommer der tal for nytilmeldte ledige i ugen, der sluttede 29. december. Her ventes 360.000 at have stillet sig op i køen i den første uge efter jul.