Obligationer: Pæne renteløft inden nyt græsk gældsmøde

Læs mere
Fold sammen

Selv om risikovilligheden umiddelbart ikke lyser ud af investorerne fredag over middag, er der pæne rentestigninger at spore herhjemme og i Sverige, mens der ånder mere fred og ro i det øvrige Nordeuropa.

Renten på den toneangivende danske statsobligation med ti års løbetid stiger med 4 basispoint til 0,20 pct., og udviklingen har generelt været støt opad dagen igennem.

I Sverige stiger den tiårige rente med 6 basispoint, mens de tiårige renter i Tyskland og Frankrig bevæger sig med under 1 basispoint.

I Grækenland falder den tiårige rente igen efter noget af en tur i rutsjebanen torsdag, hvor renterne først faldt kraftigt, da der blev udtrykt optimisme omkring en officiel forespørgsel fra grækerne om en midlertidig lånepakke.

Den vendte Tyskland dog ryggen, og så steg de græske statsrenter igen. Fredag over middag falder den tiårige græske rente med omkring 20 basispoint til 9,43 pct.

Investorerne afventer fredag endnu et møde mellem eurozonens finansministre omkring situationen i Grækenland, og selv om partnerne fortsat syntes milevidt fra hinanden torsdag, er stemningen altså nogenlunde positiv fredag.

Fra nøgletalsfronten viste de samlede PMI-tal fra eurozonen i februar midt på formiddagen sig lidt bedre end ventet i en foreløbig opgørelse.

PMI-indekset steg til 53,5 i februar fra 52,6 i januar ifølge opgørelsen, mens økonomerne ifølge Bloomberg News havde ventet en fremgang til 53,0.

/ritzau/FINANS

 

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk