Obligationer: Livlige udsving inden for begrænset interval

De europæiske renter svinger torsdag livligt inden for et begrænset interval, og ved middagstid handles den toneangivende danske tiårige statsobligation fortsat med en rente på 0,32 pct. som blot er 1 basispoint højere end slutniveauet onsdag eftermiddag og uændret i forhold til åbningsniveauet torsdag morgen.

Foto: BRYAN R. SMITH. Handlerne møder ikke meget inspiration fra et meget stille aktiemarked, men nøgletallene har trukket - og kan trække - lidt opmærksomhed.
Læs mere
Fold sammen

Hen over formiddagen har renten kortvarigt være nede under 0,31 pct. og - et par timer senere - lige over 0,32 pct.

Tilsvarende bevægelser ses på de store rentemarkeder i Tyskland og Frankrig, mens Italien markerer sig med rentefald på 2 basispoint.

I Spanien er der i løbet af formiddagen solgt tiårige statsobligationer for 1,3 mia. euro til en rente på 1,3 pct. sammenlignet med en rente på 1,6 pct. ved en tilsvarende auktion for to uger siden.

Handlerne møder ikke meget inspiration fra et meget stille aktiemarked, men nøgletallene har trukket - og kan trække - lidt opmærksomhed.

For eksempel faldt den britiske detailhandel i juni med overraskende 0,5 pct. på månedsbasis mod en ventet stigning på 0,2 pct. Det viste en opgørelse torsdag formiddag.

Og torsdag eftermiddag kommer der fra USA tal for tilgangen af nytilmeldte ledige, Philadelphia-indekset og ledende indikatorer for juni. Ifølge Bloomberg News ventes der en tilgang på 220.000 nye ledige, et Philadelphia-indeks på 21,5 og et plus på 0,4 pct. for de ledende indikatorer.

Især de to førstnævnte vil markedet holde øje med for nyt om den økonomiske udvikling og tegn på, hvad det kan gøre ved centralbankens renteovervejelser.