Obligationer: Lille stigning forud for Jackson Hole-møde

Renten på den danske statsobligation rykker ikke meget på sig fra morgenstunden torsdag, hvor investorerne har rettet blikket mod centralbankmødet i Jackson Hole i Wyoming, der også tiltrækker økonomer og politikere.

Den europæiske centralbankchef, Mario Draghi, holder tale til centralbankmødet i Jackson Hole fredag. Fold sammen
Læs mere
Foto: ARND WIEGMANN

Renten på den danske statsobligation rykker ikke meget på sig fra morgenstunden torsdag, hvor investorerne har rettet blikket mod centralbankmødet i Jackson Hole i Wyoming, der også tiltrækker økonomer og politikere.

Konferencen skydes i gang torsdag, men de helt store taler afholdes først fredag, når Janet Yellen, der er chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og den europæiske centralbankchef, Mario Draghi, træder op på talerstolen.

Kort efter handelsstart stiger renten på den toneangivende tiårige statsobligation til knap 0,50 pct., hvilket er 1 basispoint over onsdagens lukkeniveau, hvor renten på det danske statspapir endte med et fald på 3 basispoint til 0,49 pct.

»Vi forventer, at obligationsinvestorerne træder vande i dag og afventer udmeldingerne fra Jackson Hole i morgen. Derfor ser vi også en stille dag foran os på obligationsmarkedet,« skrev Morten Hessner, seniorstrateg i Nordea, i en morgenkommentar før handelsstart.

Dagen startede med et nøgletal for det norske BNP, der steg med 1,1 pct. i andet kvartal. Det var mere end konsensus blandt analytikerne, der ventede en BNP-vækst på 0,6 pct. ifølge data fra Bloomberg News.

I løbet af formiddagen lander også BNP-tal fra Spanien og Storbritannien, mens eftermiddagen byder på tal, der tager temperaturen på den amerikanske økonomi.

Klokken 14.30 offentliggøres tallet for nytilmeldte og fortsat ledige i USA i sidste uge. Ifølge data fra Bloomberg News venter økonomerne, at antallet af nytilmeldte ledige vil være steget til 238.000 fra 232.000 ugen før.

Halvanden time senere kommer turen til nøgletallet for julisalget af eksisterende boliger i USA, og her venter økonomerne en stigning til 5.550.000 fra 5.520.000 i juni.

Onsdag skuffede tallet for salget af nye boliger i landet, der endte med et fald på 571.000 enheder, mens forventningen lød på 610.000 enheder.

»Ser vi stor fremgang i det amerikanske boligsalg, kan det presse renterne op og styrke dollaren,« skriver Sydbanks seniorøkonom Werming K. Pedersen i en kommentar.

/ritzau/FINANS