Obligationer: Kina slår negativ tone an før USA-inflation

Der slås en lidt negativ tone an på de finansielle markeder torsdag morgen oven på et sæt skuffende nøgletal i Kina. Det kan være med til at holde risikovilligheden nede blandt investorerne og dermed presse obligationsrenterne ud i fald.

Foto: NICOLAS ASFOURI.
Læs mere
Fold sammen

Der slås en lidt negativ tone an på de finansielle markeder torsdag morgen oven på et sæt skuffende nøgletal i Kina. Det kan være med til at holde risikovilligheden nede blandt investorerne og dermed presse obligationsrenterne ud i fald.

I første omgang er der dog indikeret en nogenlunde uændret morgen for aktier og renter i Europa, trods at der var små stigninger i begge i USA efter europæisk lukketid onsdag.

I USA ligger den tiårige rente i 2,19 pct. i torsdag morgens asiatiske handel, hvilket er et enkelt basispoint højere end klokken 17 onsdag.

Herhjemme lukkede den toneangivende tiårige statsobligation med en rente på 0,51 pct. onsdag, hvilket var uændret i forhold til tirsdag eftermiddag.

De kinesiske nøgletal torsdag viste lavere vækst i detailsalget og industriproduktionen i august end forudset. Det var anden måned i træk, at de indikatorer skuffede.

Resten af torsdagen holder investorerne blandt andet øje med de amerikanske inflationstal, der præsenteres klokken 14.30 dansk tid. Her forventes kerneinflationen at falde til 1,6 pct. i august mod 1,7 pct. i juli ifølge estimater fra Bloomberg.

Inden da vil markedet få et indblik i Bank of Englands verdenssyn, når den britiske centralbank kommer med sin september-melding. Det sker klokken 13 dansk tid.