Obligationer: Julestemning ser ud til at påvirke rentehandlen

Foto: LUCAS JACKSON

Investorerne ser så småt ud til at være driblet på juleferie, og det sætter sit aftryk på de finansielle markeder fredag morgen, hvor handlen med statsobligationer er uden større udsving.

I Asien bliver den ledende tiårige amerikanske statsobligation handlet med en rente på 2,48 pct., hvilket er lig torsdagens lukkeniveau på børsen i New York og derudover et basispoint højere, end da der blev lukket for handlen herhjemme.

»Obligationsmarkederne har været præget af små forskydninger. Den toårige amerikanske rente er steget et par basispunkter, mens den tiårige rente ligger stort set uændret set i forhold til i går morges. Renterne i de fleste europæiske lande steg marginalt i går,« skriver makroanalytiker Mathias Rømer Sproegel fra Sydbank i en kommentar.

I Danmark lukkede renten på den toneangivende statsobligation med udløb i 2027 i 0,47 pct. Det var på linje med niveauet et døgn tidligere.

»Vi venter, at det danske obligationsmarked vil åbne med stort set uændrede renter,« lyder det fra Mathias Rømer Sproegel.

Inden investorerne endegyldigt tager på juleferie, kan de fredag fra Europa se frem til blandt andet de seneste data for den tyske forbrugertillid, BNP-væksten i Danmark i tredje kvartal samt BNP-væksten i Storbritannien i tredje kvartal.

Herudover kommer der senere fra USA eksempelvis data for personlig indkomst og forbrug og ikke mindst PCE-prisdeflatoren, der er den amerikanske centralbanks foretrukne mål for inflationsniveauet og dermed har stor indflydelse på bankens overvejelser om renteforhøjelser i 2018.

/ritzau/FINANS