Obligationer: Investorerne puster ud efter voldsomme rentehop

Foto: Shutterstock Fold sammen
Læs mere

Efter store stigninger i de danske statsrenter torsdag er handlerne fredag morgen vågnet op til et marked, der umiddelbart synes mere roligt.

I hvert fald er udviklingen i de amerikanske renter, der ellers også steg torsdag, gået i stå, og renten på den toneangivende tiårige T-bond handles fredag morgen i 2,38 pct. i Tokyo, hvilket svarer fuldstændig til niveauet ved dansk lukketid.

Den tilsvarende danske rente - med udløb i november 2027 - steg torsdag med markante 11 basispoint til 0,75 pct., mens også renterne på de øvrige europæiske markeder viste stigninger i samme størrelsesorden.

Stigningerne var udløst af en skuffende fransk auktion over lange papirer, mens investorerne samtidig i stigende grad er begyndt at hæfte sig ved en mere skarp retorik fra centralbankerne verden over, der over en bred kam synes at klargøre stramninger af den ellers lempelige pengepolitik.

I USA er stramningerne som bekendt allerede i fuld gang med foreløbigt tre renteforhøjelser siden december sidste år, og selv i Europa synes Den Europæiske Centralbank (ECB) at begynde at ændre retorikken til noget mere høgeagtigt fra de tidligere meget lempelige tone fra bankens ledelse.

Fra makrofronten er fredagens klart vigtigste begivenhed den amerikanske arbejdsmarkedsrapport for juni, hvor der gøres status for jobskabelsen, arbejdsløsheden og udviklingen i lønningerne.

Økonomerne venter ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News, at der blev skabt 178.000 job uden for landbruget i årets sjette måned efter en jobskabelse på skuffende 138.000 måneden før.

Arbejdsløsheden ventes fastholdt på 4,3 pct., mens de gennemsnitlige timelønninger ventes at være steget med 0,3 pct. på månedsbasis og 2,6 pct. på årsbasis.

Allerede inden jobtallene fra USA ventes der tal for industriproduktionen i Tyskland i maj samt arbejdsløsheden herhjemme i samme måned.