Obligationer: Investorer vil træde vande forud for store taler

Investorernes blik vil sandsynligvis være stift rettet mod den årlige konference i Jackson Hole i Wyoming for centralbanker, politikere og økonomer, der bliver skudt i gang torsdag.

En af konferencens helt store taler afholdes først fredag, hvor Janet Yellen træder op på talerstolen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Joshua Roberts

Investorernes blik vil sandsynligvis være stift rettet mod den årlige konference i Jackson Hole i Wyoming for centralbanker, politikere og økonomer, der bliver skudt i gang torsdag.

Konferencens helt store taler afholdes først fredag, hvor Janet Yellen, der er chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og den europæiske centralbankchef, Mario Draghi, træder op på talerstolen.

Dermed vil investorerne fortsat forholde sig en smule afventende frem mod fredagens store taler. Det kan smitte af på det danske obligationsmarked og tyder på, at det går en rolig åbning i møde torsdag, efter at renten på toneangivende tiårige statsobligation endte onsdagen med et fald på 3 basispoint til 0,49 pct.

»Vi forventer, at obligationsinvestorerne træder vande i dag og afventer udmeldingerne fra Jackson Hole i morgen. Derfor ser vi også en stille dag foran os på obligationsmarkedet,« skriver Morten Hessner, seniorstrateg i Nordea, i en kommentar.

I USA faldt renten på den toneangivende tiårige T-bond til 2,17 pct. i New York, hvilket er 4 basispoint lavere end ved handlens afslutning tirsdag.

Torsdag morgen henter renten lidt af det tabte, da de asiatiske investorer sender renten på den tiårige amerikanske T-bond op til 2,18 pct. på markedet i Tokyo. Det er stort set samme niveau, som da de danske handlere lukkede bøgerne onsdag eftermiddag.

I løbet af formiddagen lander en række BNP-tal for andet kvartal fra Norge, Spanien og Storbritannien, mens eftermiddagen byder på tal, der tager temperaturen på den amerikanske økonomi.

Klokken 14.30 offentliggøres tallet for nytilmeldte og fortsat ledige i USA i sidste uge. Ifølge data fra Bloomberg News venter økonomerne, at antallet af nytilmeldte ledige vil være steget til 238.000 fra 232.000 ugen før.

Halvanden time senere kommer turen til nøgletallet for julisalget af eksisterende boliger i USA, og her venter økonomerne en stigning til 5.550.000 fra 5.520.000 i juni.

Onsdag skuffede tallet for salget af nye boliger i landet, der endte med et fald på 571.000 enheder, mens forventningen lød på 610.000 enheder.

»Vi venter, at det danske obligationsmarked vil åbne stort set uændret. Ser vi stor fremgang i det amerikanske boligsalg, kan det presse renterne op og styrke dollaren,« skriver Sydbanks seniorøkonom Werming K. Pedersen i en kommentar.

/ritzau/FINANS