Obligationer: Centralbankchefer stjæler scenen på stille dag

Den Europæiske Centralbanks Mario Draghi. Fold sammen
Læs mere
Foto: RAIGO PAJULA

Den danske rente ventes fredag at åbne stort set uændret, på en dag hvor blikket vil være vendt mod Jackson Hole, Wyoming, hvor Federal Reserve-chef, Janet Yellen, og Den Europæiske Centralbanks ditto, Mario Draghi, fredag eftermiddag holder taler ved den årlige centralbankkonference.

»I dag får vi både Yellen og Draghi på banen. Hvad angår Yellen, så venter vi, at hun vil antyde en renteforhøjelse til december og en reducering af balancen i efteråret. Hvad Draghi vil sige, er derimod lidt mere tvivlsomt. En kilde fra ECB har nemlig udtalt, at Draghi ikke vil komme med noget nyt angående den europæiske pengepolitik på konferencen.«

»Vi venter, at det danske obligationsmarked vil åbne stort set uændret op,« skriver Sydbank i en kommentar.

Den toneangivende amerikanske T-bond handles fredag morgen med en rente på 2,19 pct. i Tokyo, hvilket er samme niveau, som da det amerikanske obligationsmarked lukkede torsdag med en stigning i renten på 2 basispoint.

Det er stort set samme niveau, som da de danske handlere lukkede bøgerne torsdag eftermiddag. Den danske tiårige toneangivende statsobligation steg torsdag 1 basispoint til 0,50 pct.

Nøgletalskalenderen byder ud over taler fra de to centralbankchefer på tyske tal for BNP-væksten i andet kvartal, hvor der ventes en stigning på 0,6 pct., og på IFO-indikator for august, der ifølge Sydbank kan påvirke markedet.

»Ser vi et større fald i IFO-indekset, kan det udløse rentefald og svække euroen,« skriver Sydbank.

Fra den anden side af Atlanten kommer amerikanske tal fra ordreindgangen af varige goder i juli.

/ritzau/FINANS