Obligationer: Beskedent rentefald på nyhedsfattig handelsdag

Læs mere
Fold sammen

Især i sammenligning med sidste uges markante rentebevægelser og ikke mindst fredagens kalorierige menu af væsentlige nøgletal, der i blandt den amerikanske beskæftigelsesrapport, var mandagens europæiske obligationshandel kendetegnet af tilbagelænet aktivitet både rentemæssigt og med hensyn til nøgletal.

Den toneangivende danske tiårige statsobligation sluttede dagen med en rente på 0,72 pct., som var 3 basispoint lavere end ved slutningen af den danske handelsuge i fredags og tilsvarende 3 basispoint lavere end åbningsniveauet mandag morgen.

Lige så begrænsede fald sås på de store europæiske rentemarkeder.

Til sammenligning bød torsdag i sidste uge på en dansk rentestigning på 11 basispoint, og over ugen steg den toneangivende danske rente 8 basispoint.

Mandagens nøgletal kom blandt andet fra Tyskland, hvor eksporten steg 1,4 pct., mens markedet ifølge Bloomberg News havde ventet en stigning på 0,3 pct. på månedsbasis. Importen steg lige så overraskende med 1,2 pct. mod en ventet stigning på 0,3 pct.

I Tyskland var der i formiddagens løb auktion over seksmåneders nulrentepapirer. Den sluttede med en negativ rente på 0,687 pct. mod en negativ rente på 0,715 pct. ved en tilsvarende auktion for en måned siden.