Obligationer: Aktieuro kan holde renten nede

Læs mere
Fold sammen

Uroen er atter blusset op på finansmarkederne mandag morgen. Aktiefutures indikerer kursfald fra åbningen mandag, mens de amerikanske renter ligger nogenlunde uændrede i forhold til niveauet fredag eftermiddag, da de danske handlere gik på weekend. Dermed ser renten på den tiårige danske statsobligation ud til at ville åbne meget tæt på fredagens slutniveau på 0,93 pct. Omvendt vil aktieuroen formentlig også betyde, at de rentebærende papirer vil virke ganske attraktive og være fint understøttet.

Det er især bemærkninger fra den amerikanske centralbanks top under mødet i Jackson Hole i weekenden, som har skabt uro på aktiebørserne.

Således noterede den amerikanske centralbank, Federal Reserves St. Louis-chef, James Bullard, at de amerikanske nøgletal er gode, og at Federal Open Market Committee ikke bør ændre prognoserne for økonomien trods de volatile finansielle markeder.

Og fra centralbankens Cleveland-afdeling vurderede Loretta Mester, at den amerikanske økonomi er stærk nok til at modstå højere renter. Til gengæld understregede Federal Reservechef Janet Yellens højre hånd, Stanley Fischer, at centralbanken ikke har besluttet, om renten skal hæves på det næste pengepolitiske møde i september. Fischer gav dog også udtryk for, at der er gode grunde til at tro, at inflationen vil stige i den kommende tid.

- Fischers bemærkninger har været med til at udløse aktiekursfald i Asien, og i skrivende stund ligger de amerikanske aktiefutter i et minus på lige godt 1 procent. En del tyder nu på, at vi i dag vil se aktiekursfald i Europa, vurderer seniorøkonom i Sydbank Werming K. Pedersen i bankens morgenbrev.

Han peger på, at sandsynligheden for en renteforhøjelse til september er steget til 38 pct. bedømt ud fra prissætningen af finansielle instrumenter. I slutningen af sidste uge lå sandsynligheden på lige over 20 pct.

Der kommer mandag nøgletal for dansk arbejdsløshed i juli samt udviklingen i bruttonationalproduktet i andet kvartal. Fra eurozonen kommer der forbrugerprisestimat for august, hvor der ventes en prisstigningstakt på 0,1 pct.

Endelig er det tid til indkøbschefernes forventningsindeks for Chicago-regionen. Der ventes et lille fald til 54,5 i august fra 54,7 i juli. Da tallet er over den neutrale værdi på 50 indikerer det dog fortsat pæn vækst.