Obl. kl. 9.30: Åbner højere på boligmarkedsbekymringer

 

Det danske obligationsmarked åbnede onsdag med en solid kursfremgang som ventet, idet bekymringerne for det amerikanske boligmarked og det tilhørende sekundære lånemarked igen stjal opmærksomheden. Den amerikanske investeringsbank Bear Stearns oplyste tirsdag, at aktiverne i en enkelt hedgefond forbundet til det sekundære lånemarked stort set er værdiløs. Boligmarkedsbekymringerne er understøttet af en meget svag NAHB-indikator for juli.

 

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, åbnede onsdag 0,36 point højere i kurs 95,91 med en effektiv rente på 4,59 pct. Blandt realkreditobligationerne åbnede 4-35'erne 0,25 point lavere i kurs 88,37 med en effektiv rente på 5,23 pct.

 

- Onsdagens handel bærer tydeligt præg af en flugt til sikker havn, udtalte obligationsstrateg hos RIA Capital Markets, Nick Stamenkovic, til Bloomberg News. Bekymringerne for det amerikanske sekundære lånemarked er drivkraften bag onsdagens fremgang, bemærkede strategen.

 

Den amerikanske boligmarkedsindikator NAHB viste tirsdag aften det laveste niveau i seksten år, da indikatoren faldt til 24 i juli i forhold til 28 måneden forinden. Ifølge en rundspørge foretaget af Bloomberg News havde analytikerne ventet et mindre fald til 27. En indikator over 50 indikerer en positiv stemning for boligmarkedet, men indikatoren har ikke været over dette punkt siden maj 2006.

 

Onsdag offentliggøres der meget vigtige tal, idet de amerikanske forbrugerpriser for juni er på programmet. Økonomerne venter, at kerneforbrugerpriserne stiger 0,2 pct. i forhold til 0,1 pct. måneden forinden. På årsbasis ventes kerneforbrugerpriserne at stige 2,2 pct. i juni. De amerikanske forbrugerpriser har været inde i en godartet udvikling, men den amerikanske centralbank har fastholdt sin nervøse attitude overfor forbrugerprisudviklingen på mellemlang sigt.

 

Afsluttende holder den amerikanske centralbankchef Ben Bernanke sin halvårlige tale for Kongressen om tilstanden og udsigterne for den amerikanske økonomi. Økonomerne venter ikke, at indholdet i talen vil byde på større overraskelser, og netop inflationen vil fortsat blive udpeget som den største bekymring.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )