Obl. kl. 12.05: Små kursstigninger inden US-jobrapport

 

Det danske obligationsmarked holder med næb og klør fast i den positive stemning, hvilket sker inden eftermiddagens offentliggørelse af den amerikanske arbejdsmarkedsrapport for september. Økonomer venter en solid amerikansk jobskabelse, som derfor vil kunne mindske sandsynligheden for en rentenedsættelse hos den amerikanske centralbank.

 

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, ligger fredag middag 0,02 point højere i kurs 97,80 med en effektiv rente på 4,32 pct. Blandt realkreditobligationerne ligger 4-35'erne 0,13 point højere i kurs 89,45 med en effektiv rente på 5,13 pct.

 

I seneste måned leverede den amerikanske arbejdsmarkedsrapport et chok med en jobreduktion på 4000 personer, i stedet for den ventede jobskabelse på 100.000 i august. Økonomerne venter, at jobskabelsen i september kommer tilbage på sporet, og konsensusprognosen lyder på plus 100.000. Udsigterne til jobskabelsen er understøttet af onsdagens private jobindikator ADP samt af servicesektorens ISM-opgørelse for september.

 

- Den seneste meget skuffende arbejdsmarkedsrapport blev hæmmet af et overraskende fald i den offentlige beskæftigelse. Vi venter, at den offentlige beskæftigelse igen vil rette sig, og alt i alt venter vi en jobskabelse på 100.000 i september, udtaler Johnny Bo Jakobsen fra Nordea Markets til RB-Børsen.

 

Blandt de mere optimistiske aktører finder man direktøren hos finanshuset Stone & McCarthy Research Associates, Raymond Stone. Han venter en jobskabelse på 115.000 personer. Heraf vil den offentlige sektor stå for omtrent 70.000 personer.

 

Den amerikanske arbejdsmarkedsrapport er sammen med BNP-opgørelsen en af de to vigtigste makroøkonomiske vækstopgørelser. Generelt er centralbankernes mål en stabil vækst, hvilket danner grundlaget for rentepolitikken. Hensynet til væksten er dog under forudsætning af centralbankernes overordnede mål om stabil inflation mellem 1-2 pct.

 

Den Europæiske Centralbank fastholdt torsdag sin ledende rente på 4,0 pct. ECB-chefen, Jean-Claude Trichet, begrundede blandt andet rentebeslutningen med, at der er voksende usikkerhed om udsigterne for den europæiske økonomi. Nordea Markets venter fortsat en rentestigning til december, men sandsynligheden er blevet mindre, skriver banken fredag morgen.

 

- ECB ser ikke længere pengepolitikken i eurozonen som akkumulativ, og det er dermed et klart skifte væk fra yderligere stramninger i pengepolitikken, udtalte cheføkonom hos Unicredit Markets & Investment Banking, Aurelio Maccario, til Bloomberg News. Vi er sikre på, at ECB vil fastholde renten de kommende kvartaler, vurderede økonomen.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )