Obl. kl. 12.05: Lavere ovenpå tysk industriproduktion

 

Det danske obligationsmarked lå ved middagstid marginalt lavere. Dagen var stort set blottet for interessante økonomiske nøgletal på begge sider af Atlanten. Eneste undtagelse var opgørelsen over den tyske industriproduktion.

 

Den toneangivende 9-årige danske statsobligation lå 0,05 point lavere i kurs 100,63 med en effektiv rente på 3,91 pct. Blandt realkreditobligationerne åbnede 4-35'erne marginale 0,05 point højere i kurs 92,48 med en effektiv rente på 4,78 pct.

 

Dagens eneste rigtig store nyhed på obligationsmarkedet kom ved middagstid, da investorerne fik november tal for den tyske industriproduktion. Opgørelsen viste en 1,8 pct. stigning for november mod et revideret fald på 0,8 pct. for oktober. Analytikerne havde ventet en stigning på 1,0 pct. Månedstallene svarer til en årlig stigning på 6,0 pct. fra et oprevideret tal på 3,5 pct. Her lød estimatet fra analytikerne på 4,6 pct. Kurspåvirkningen var dog marginal.

 

Tirsdag morgen overraskede tal for både den tyske handels- og betalingsbalance positivt. Handelsoverskuddet steg til 18,5 mia. euro i november, hvor der var ventet 15,9 mia. euro. Betalingsoverskuddet steg til 12,5 mia. euro, hvor der var ventet 11 mia. euro.

 

- Tendensen hælder klart til, at de europæiske obligationsrenter vil fortsætte lidt op det næste stykke tid, udtalte obligationschef hos Investec Asset Management, John Stopford, til Bloomberg News. Nøgletallene for eurozonen bliver ved med at vise en stærk udvikling, og ECB har dermed ingen grund til at ændre på den hårde linie omkring pengepolitikken, vurderede chefen.

 

Det danske handelsoverskud faldt til 2,8 mia. kr. i november fra 3,6 mia. kr. i oktober. Analytikerne havde forventet en stigning på 3,7 mia. kr. Også det danske betalingsoverskud overraskede negativt. Overskuddet lød på 3,6 mia. kr. i november mod 4,2 mia. kr. i oktober. Her ventede analytikerne en stigning til 5,0 mia. kr.

 

Torsdag afholdes årets første europæiske rentemøde. Majoriteten af analytikerne er enige om at den europæiske rente bliver hævet i løbet af 2007. Eneste spørgsmål er i hvor stor grad og i hvilket tempo. Renten ventes torsdag fastholdt, men udmeldinger fra centralbankchef Trichet vil blive nøje granske af investorerne. Økonomerne ser største sandsynlighed for en ECB-rentestigning den 8. marts, mens en rentestigning den 8. februar ses som "dark house" i det spil.

 

Euroen vandt tirsdag marginalt mod dollaren ovenpå de positive tyske tal. Euro mod dollar blev handlet i 1,3029.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )