Obl. kl. 11.55: Positiv stemning på rentespekulation

 

Det danske obligationsmarked ligger onsdag middag i positivt terræn. Investorerne spekulerer i, at Den Europæiske Centralbank vil være afholdt fra snarlige pengepolitiske stramninger, fordi man først skal se effekterne af den stærke euro og omfanget af kreditkrisen. Fokus er nu rettet mod amerikanske nøgletal, hvor ISM-erhvervstillidsbarometeret for servicesektoren og den private ADP-beskæftigelsesindikator er på programmet.

 

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, ligger onsdag middag 0,20 point højere i kurs 97,76 med en effektiv rente på 4,33 pct. Blandt realkreditobligationerne ligger 4-35'erne 0,23 point højere i kurs 89,15 med en effektiv rente på 5,16 pct.

 

- På grund af hvad der sker på de amerikanske fronter og på grund af den seneste tids styrkelse af euroen, så vil Den Europæiske Centralbank have svært ved at hæve renten i år, vurderer obligationschef hos Nomura International, Charles Diebel, til Bloomberg News.

 

Onsdag formiddag blev PMI-erhvervstillidsbarometeret for servicesektoren offentliggjort og det viste et fald til 54,2 i september sammenlignet med 58,0 måneden forinden. Det var marginalt bedre end ventet, idet analytikerne havde ventet et fald til 54,0.

 

Detailsalget i eurozonen steg 0,1 pct. i august i forhold til måneden forinden og på årsbasis steg salget 1,0 pct. Ifølge en rundspørge foretaget af Bloomberg News havde analytikerne ventet et salg på 0,5 pct. for måneden og ligeledes 0,5 pct. på årsbasis.

 

Det amerikanske ISM-erhvervstillidsbarometer for servicesektoren i september er på programmet onsdag eftermiddag og ventes at vise et mindre fald til 54,8 i forhold til 55,8 i august.

 

Afsluttende præsenteres den private beskæftigelsesindikator ADP for september og økonomerne venter en jobskabelse på 58.000 personer sammenlignet med 38.000 personer måneden forinden. Opgørelsen kan bruges som opvarmning til den vigtige arbejdsmarkedsrapport på fredag. Her venter økonomerne en jobskabelse på 95.000 personer, efter den overraskende jobreduktion måneden forinden.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )