Obl. kl. 11.55: Kursfremgang forud for ECB-rentemøde

Det danske obligationsmarked ligger torsdag middag med kursfremgang, hvilket sker forud for eftermiddagens rentemøde hos Den Europæiske Centralbank. Der er bred enighed om, at centralbankens sænker renten med 50 basispoint til det laveste niveau i bankens tiårige historie. Den positive stemning er understøttet af japanske nøgletal, hvor maskinordrerne natten til torsdag viste et langt større fald end frygtet.

Den toneangivende ti-årige danske statsobligation, 4 pct. 2017, ligger torsdag middag 0,21 point højere i kurs 105,52 med en effektiv rente på 3,26 pct. Blandt realkreditobligationerne ligger 4-35'erne 0,05 point lavere i kurs 92,70 med en effektiv rente på 4,84 pct.

- Markedsdeltagerne har fokus rettet mod rentemødet hos Den Europæiske Centralbank, samt de amerikanske producentpriser, siger obligationsstrateg Marc Ostwald hos finanshuset Monument Securities til Bloomberg News. Vi er på et tidligt stadig i afmatningen af den globale økonomi, hvorfor det er svært at argumentere imod opkøb blandt de fastforrentede papirer, vurderer strategen.

Det blev til en grim overraskelse med tallene for de japanske maskinordrer, som natten til torsdag viste et fald på 16,2 pct. målt på månedsbasis i november efter et fald på 4,4 pct. i oktober. Analytikerne havde ventet et fald på 8,0 pct. Opgørelsen hører til blandt de volatile, men indikatorens trend er god til at give en fremadrettet pejling om investeringslysten de kommende 3-6 måneder.

Den Europæiske Centralbank er torsdag aktuel med rentemøde og renteannoncering kl. 13.45. Økonomerne venter en rentenedsættelse på 50 basispoint til 2,00 pct. Centralbanken kæmper i øjeblikket med negativt vækst og kraftigt faldende inflation.

De amerikanske producentpriser offentliggøres for december og ventes at vise et fald på 1,1 pct. sammenlignet med en stigning på 0,4 pct. måneden forinden. På årsbasis ventes kerneproducentpriserne at være steget med 4,2 pct. i december.

Afsluttende kommer der i eftermiddag tal for de nye ugentlige ansøgere af arbejdsløshedsunderstøttelse, som ventes at vise en stigning til 503.000 personer i forhold til 467.000 personer ugen forinden.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )