Obl. kl. 11.55: Holder fast i en svag positiv stemning

 

Det danske obligationsmarked fik tirsdag middag mindsket morgenstundens kursfremgang, men holdte trods alt fast i den svagt positive stemning. Reduceringen skyldtes, at det tyske Ifo-erhvervstillidsbarometer ikke faldt så meget som ventet i august, men modsat steg væksten i pengemængden i eurozonen mere end ventet. Fokus er nu rettet mod friske tal for den amerikanske forbrugertillid i august. Økonomerne ventet et stort fald i forbrugertilliden.

 

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, lå tirsdag middag 0,14 point højere i kurs 97,98 med en effektiv rente på 4,29 pct. Blandt realkreditobligationerne lå 4-35'erne 0,23 point højere i kurs 89,60 med en effektiv rente på 5,12 pct.

 

Rentespekulationerne i forhold til Den Europæiske Centralbank (ECB) var stadig i spil i tirsdagens handel, efter at ECB-chefen Jean-Claude Trichet mandag åbnede for muligheden for et hold i de pengepolitiske stramninger, når centralbanken afholder sit rentemøde i næste uge.

 

- En rentestigning fra ECB vil være en stor fejl på grund af omstændighederne på de finansielle markeder, udtalte obligationschef hos ING Bank, Padhraic Garvey, til Bloomberg News. Der er ikke noget voldsomt behov for yderligere pengepolitiske stramninger, vurderede chefen.

 

Det tyske Ifo-erhvervstillidsbarometer viste tirsdag formiddag et fald til 105,8 i forhold til 106,4 måneden forinden. Det var et mindre fald end ventet, idet en rundspørge foretaget af Bloomberg News havde ventet et fald til 105,4.

 

- Situationen på finansmarkederne den seneste måned har ledt til en noget mindre optimisme i den tyske industri i august, bemærkede cheføkonom hos Ifo-instituttet, Gernot Nerb, umiddelbart efter offentliggørelsen. Økonomien er dog fortsat stærk som helhed og der er ingen grund til at ændre på vækstprognoserne for helåret. Jeg ønsker at ECB fastholder renten uændret i næste uge og jeg ser gerne, at den amerikanske centralbank sænker renten, udtalte Gernot Nerb.

 

Væksten i pengemængden M3 i eurozonen steg 11,1 pct. i juli, hvor analytikerne havde ventet en mindre stigning på 10,9 pct. Målsætning fra Den Europæiske Centralbank er at have en vækst i pengemængden på 4,5 pct. på årsbasis.

 

Flere investorer har sat næsen op efter, at den amerikanske centralbank sænker renten på rentemødet den 18. september. Fokus er nu rettet mod en tale fra den amerikanske centralbankchef Ben Bernanke fredag, hvor indholdet vil blive studeret meget nøje. Den amerikanske futurehandel indikerer, at investorerne har indkalkuleret en sandsynlighed på hele 28 pct. for en rentenedsættelse med 50 basispoint til 4,75 pct. på rentemødet. I sidste uge lå denne sandsynlighed på 42 pct.

 

Tirsdag eftermiddag er fokus rettet mod det amerikanske forbrugertillidsbarometer for august fra Conference Board. Økonomerne venter et solidt fald til 105 fra 112,6, hvilket skyldes effekten fra kreditkrisen.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )