Obl. kl. 11.55: Fortsat højere i et roligt marked

 

Det danske obligationsmarked lå mandag middag højere under lav aktivitet, idet bekymringerne for det amerikanske sekundære lånemarked fortsat gjorde sig gældende og dermed øgede efterspørgslen efter de fastforrentede papirer. Torsdag i sidste uge satte den amerikanske centralbankchef, Ben Bernanke, tal på tabene på det sekundære lånemarked, og fredag understøttede det amerikanske centralbankmedlem William Poole de negative udsigter for lånemarkedet.

 

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, lå mandag middag 0,12 point højere i kurs 96,75 med en effektiv rente på 4,48 pct. Blandt realkreditobligationerne lå 4-35'erne 0,13 point højere i kurs 88,75 med en effektiv rente på 5,21 pct.

 

- Lige nu og her kæmper markedsdeltagerne med spekulationerne om, hvorvidt bekymringerne for det amerikanske sekundære lånemarked har toppet, udtalte obligationsstrateg hos Lehman Brothers, Fred Goodwin, til Bloomberg News. Vi mener ikke, at bekymringerne har toppen og venter derfor yderligere rentefald på kort sigt, vurderede strategen.

 

Det amerikanske sekundære lånemarked har i en længere periode været som et spøgelse for de finansielle markeder, og torsdag valgte Ben Bernanke at udtale sig om fænomenet. Centralbankchefen vurderer, at tabene på det sekundære lånemarked vil beløbe sig til 50-100 mia. dollar. Den udtalelse fik investorerne til at frygte for, at en sådan nedtur i den finansielle sektor vil kunne ramme privatforbruget, og derfor var efterspørgslen øget efter de fastforrentede papirer.

 

Det amerikanske centralbankmedlem William Poole understøttede udtalelserne fra Ben Bernanke i en tale fredag, da han sagde, at problemerne ved det sekundære lånemarked er store nok til, at de også kan smitte af på det generelle boligmarked.

 

Mandagen byder ikke på nogen væsentlige makroøkonomiske offentliggørelser. Med fokus på den globale renteudvikling vil rentemødet i Ungarn kunne tiltrække sig lidt opmærksomhed. Nordea Markets venter lidt overraskende, at den ungarske centralbank sænker renten med 25 basispoint til 7,50 pct., da banken angiveligt er blevet mere optimistisk på inflationen.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )