Obl. kl. 11.54: Den negative stemning bed sig fast

 

Det danske obligationsmarked lå torsdag kort før middag med pæne fald. Den negative stemning skyldes efterdønningerne fra onsdag aftens amerikanske erhvervsundersøgelse - Beige Book. Bank of Japan fastholdt overraskende sin toneangivende rente, mens Den Europæiske Centralbank (ECB) kom sin månedsrapport torsdag formiddag.

 

Den toneangivende danske 10-årige statsobligation lå torsdag middag 0,11 point lavere i kurs 99,73 med en effektiv rente på 4,03 pct. Blandt realkreditobligationerne åbnede 4-35'erne 0,07 lavere i kurs 92,37 med en effektiv rente på 4,80 pct.

 

Den amerikanske centralbank var onsdag aften, efter dansk lukketid, på banen med den såkaldte Beige Book. Den indikerede en moderat økonomisk vækst, mens arbejdsmarkedet ikke viste tegn på en afmatning. Et stærkt arbejdsmarked har tendens til at udlede højere lønomkostninger og dermed lægge pres på inflationen. Investorerne måtte derfor lede forgæves efter tegn på en mulig amerikansk rentenedsættelse. Det pressede obligationskurserne fra morgenstunden.

 

Den japanske centralbank fastholdt torsdag morgen overraskende den toneangivende rente på 0,25 pct. Der var dog langt fra enighed om rentebeslutningen. Tre ud af de ni centralbankmedlemmer stemte mod en rentefastholdelse. Det fik investorerne til, at indkalkulere en højere risiko for en japansk renteforhøjelse i februar. Ifølge rentemarkedet er der nu 69 pct. sandsynlighed for en japansk renteforhøjelse mod 42 pct. før rentemødet.

 

Ved 10-tiden fik investorerne ECB's månedsrapport. Her vurderede ECB, at udviklingen i eurozonen underbyggede ECB's beslutning om at hæve renten i december. Det er fortsat afgørende, at risici for prisstabiliteten ikke slår igennem på mellemlangt sigt, og det vil banken fortsat forsøge at sikre sig. Derfor blev renten forhøjet i december og fastholdt i januar. Renteforhøjelsen i december er ikke nødvendigvis den sidste. ECB meddelte, at centralbanken er klar til at handle bestemt og rettidigt for at sikre prisstabilitet. Meldingen fra ECB understøttede morgens kursfald.

 

Investorer med makroøkonomisk interesse går en sand lækkerbisken af en eftermiddag i møde, da kalenderen er spækket med offentliggørelser af spændende nøgletal. Specielt de amerikanske forbrugerpriser i december er i fokus. Efter onsdagen højere end ventet producentpriser vil investorerne nøje studere dagens inflationstal. For kerneforbrugerpriserne venter analytikerne en stigning 0,2 pct. fra 0,0 pct. måneden forinden. Divergerende tal i forhold til forventningerne har tyngden til at sætte tonen på både obligationsmarkedet og aktiemarkedet.

 

Derudover præsenteres påbegyndt boligbyggeri i december, samt det regionale erhvervstillidsbarometer Philadelphia Fed. Flere taler er også på programmet, hvor både den amerikanske centralbankchef Ben Bernanke, og centralbankmedlemmerne Susan Bies og Sandra Pinalto er på programmet. Sandra Pinalto er ikke stemmeberettiget.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )