Obl. kl. 11.50: Nye kreditbekymringer bag kursfremgang

 

Det danske obligationsmarked holdt fredag middag fast i den positive stemning, efter at kreditbekymringerne igen er kommet op til overfladen. Det sker efter, at direktøren for det kriseramte amerikanske realkreditselskab Countrywide Financial i et interview torsdag udtalte, at tabene på kreditmarkederne var det værste han nogensinde havde set, og at en yderligere svækkelse af boligmarkedet dermed ikke kunne udelukke risikoen for en recession. Den positive stemning blev understøttet af lidt svage foreløbige PMI-tal for eurozonen.

 

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, lå fredag middag 0,27 point højere i kurs 97,86 med en effektiv rente på 4,31 pct. Blandt realkreditobligationerne lå 4-35'erne 0,25 point højere i kurs 89,47 med en effektiv rente på 5,12 pct.

 

- Investorerne søger igen fredag mod sikker havn, idet kreditmarkedskrisen fortsat dominerer markederne, og investorerne leder efter signaler om, hvorvidt problemerne på kreditmarkedet vil sprede sig til andre dele af økonomien, udtalte analytiker hos SEB Merchant Banking, Olle Holmgren, til Bloomberg News.

 

- Alle indikationer for det amerikanske boligmarked er i øjeblikket vigtige, og investorerne afventer nu tal for salget af nye huse i USA, udtalte analytikeren.

 

De foreløbige tal for PMI-erhvervstillidsbarometeret for industrien i eurozonen faldt til 54,2 i august i forhold til 54,9 måneden forinden. Faldet var lidt større end ventet, idet en rundspørge foretaget af Bloomberg News havde ventet et fald til 54,5.

 

- Den Europæiske Centralbank er mere fokuseret på bekymringerne på de finansielle markeder i øjeblikket end noget andet, udtalte økonom hos Commerzbank, Michael Schubert, til Bloomberg News. Hvis ECB udsætter rentestigning på rentemødet i september, så har de intet at tabe og alt at vinde, vurderede økonomen.

 

Det amerikanske realkreditselskab Countrywide Financial Corp. indledte torsdagen med positive nyheder, idet Bank of America har investeret 2 mia. dollar i det kriseramte selskab. Tiltaget medførte optimisme hos aktieinvestorerne, men i et interview på CBNC med direktøren for Countrywide, Angelo Mozilo, forsvandt den gode stemning. Direktøren blev spurgt om, hvorvidt problemerne på det amerikanske boligmarked kunne medføre en recession, hvilket han kortfattet bekræftede.

 

Fredag eftermiddag vil investorerne se frem til den amerikanske opgørelse over varige forbrugsgoder. Økonomerne venter en stigning på 1,0 pct. efter en fremgang på 1,3 pct. i juni. Investorerne får også tal fra det hårdt plagede amerikanske boligmarked med tal for salget af nyopførte boliger i juli. Investorerne venter et fald på 1,7 pct. til 820.000 solgte enheder.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )