Obl. kl. 11.50: Flad udvikling trods surt aktiemarked

Det danske obligationsmarked ligger mandag middag fladt med en svag pil nedad, til trods for solide aktiefald på de europæiske børser. Den foreløbige opgørelse af PMI-erhvervstillidsbarometeret faldt mere end ventet i december, men formåede heller ikke at påvirke retningen. Danske Nordea Markets har mandag ændret sine renteprognoser i forhold til Den Europæiske Centralbank, således at banken nu ventes at fastholde renten næste år.

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, ligger mandag middag 0,01 point lavere i kurs 97,71 med en effektiv rente på 4,33 pct. Blandt realkreditobligationerne ligger 4-35'erne 0,02 point lavere i kurs 88,60 med en effektiv rente på 5,22 pct.

Nordea Markets har mandag ændret sin finansielle prognose således, at banken nu venter, at Den Europæiske Centralbank fastholder renten i længere tid end tidligere forventninger. Næste renteskridt ventes dog fortsat at være en rentestigning, men vil først komme sent til næste år og måske endda først til marts 2009. Hos den amerikanske centralbank venter Nordea Markets, at banken sænker renten med 25 basispoint ved rentemøderne i januar, marts og april, hvorfor at renten vil lande på 3,50 pct.

- Den finansielle uro vil vare længere end tidligere forventninger, og derfor har Den Europæiske Centralbank ikke albuerum til en rentestigning foreløbigt, og dette til trods for en tårnhøj inflation, udtaler analytiker hos Nordea Markets, Anette Skovgaard, til RB-Børsen.

Den foreløbige opgørelse af PMI-erhvervstillidsbarometeret for eurozonen i december viste mandag et fald til 53,3 sammenlignet med 53,8 måneden forinden. Analytikerne havde ventet et mindre fald til 53,7.

Mandag eftermiddag er fokus rettet mod den side af Atlanten, hvor det regionale erhvervstillidsbarometer Empire State fra New York-området præsenteres. Analytikerne venter et stort fald til 20,0 i december i forhold til 27,4 måneden forinden. I aften præsenteres den amerikanske boligmarkedsindikator NAHB for december og den ventes at lande på 19.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )