Obl. kl. 11.46: Stilstand inden rentemøder hos ECB og BOE

 

Investorerne har indtaget en afventende position forud for rentemøderne hos den britiske centralbank og Den Europæiske Centralbank. Begge centralbanker ventes over en bred kam at fastholde renten, så opmærksomheden er primært rettet mod de efterfølgende udtalelser fra ECB-chef Jean-Claude Trichet.

 

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, ligger torsdag middag 0,08 point lavere i kurs 97,48 med en effektiv rente på 4,37 pct. Blandt realkreditobligationerne ligger 4-35'erne 0,05 point lavere i kurs 89,02 med en effektiv rente på 5,16 pct.

 

Torsdag er fokus rettet mod rentemøderne hos den britiske centralbank og Den Europæiske Centralbank, hvor der begge steder ventes en fastholdelse af renteniveauet. Kreditkrisen har ændret en del på renteforventningerne, og det bliver derfor specielt interessant at høre, hvad ECB-chefen Jean-Claude Trichet har at sige i forbindelse med det efterfølgende pressemøde.

 

- Trichet vil torsdag forsat signalere behovet for fortsatte pengepolitiske stramninger, udtalte cheføkonom hos Barclays Capital, Julian Callow, til Bloomberg News. Vi venter, at ECB-chefen vil sige, at pengepolitikken fortsat er akkumulativ for den økonomiske vækst, og at centralbank meget nøje vil følge udviklingen på de finansielle markeder, udtalte økonomen.

 

- ECB vil formentlig bemærke risikoen for en aftagende vækst på grund af kreditkrisen, men det er fortsat inflationsbekymringerne, som ECB slår på tromme for, udtalte obligationschef hos Calyon i London, David Keeble, til Bloomberg News. ECB har indtaget en vent-og-se position og de vil ikke give markedet et signal om, at renterne har toppet, vurderede chefen.

 

Foruden rentemøderne torsdag, vil investorerne se frem til en tale fra det amerikanske centralbankmedlem Frederic Mishkin. Mishkin har tidligere udtalt, at det finansielle system er i god balance til trods for problemerne forbundet med det sekundære amerikanske lånemarked.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )