Obl. kl. 11.42: Kurserne falder grundet aktiefremgang

 

Det danske obligationsmarked holdte tirsdag middag fast i kursnedgangen, idet investorerne igen fik tiltro til aktiemarkedet efter en kraftig tilbagegang i sidste uge. Analytikere vurderede, at obligationskurserne var steget for kraftigt og hurtigt og dermed ikke afspejler renteforventningerne til Den Europæiske Centralbank. Fokus er nu rettet mod vigtige amerikanske nøgletal i eftermiddag, hvor privatforbruget er på programmet.

 

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, lå tirsdag middag 0,43 point lavere i kurs 97,16 med en effektiv rente på 4,40 pct. Blandt realkreditobligationerne lå 4-35'erne 0,17 point lavere i kurs 88,85 med en effektiv rente på 5,18 pct.

 

- Obligationskurserne falder tirsdag primært på grund af udviklingen på aktiemarkedet, udtalte obligationsstrateg hos BNP Paribas, Alessandro Tentori, til Bloomberg News. Den seneste fremgang på obligationsmarkedet er lidt overgjort, og investorerne har ledt efter en undskyldning til at sælge ud, men hvis der kommer nye overskrifter i forbindelse med det sekundære lånemarked, så er jeg sikker på, at obligationskurserne vil stige igen, vurderede strategen.

 

Tirsdag formiddag var Eurostat aktuel med de foreløbige forbrugerpriser i eurozonen, og de viste en stigning på 1,8 pct. målt på årsbasis i juli. Det var mindre end ventet, idet analytikerne havde ventet en stigning i inflationen på 1,9 pct. ifølge Bloomberg News.

 

Erhvervstilliden i eurozonen faldt til 111,0 i juli i forhold til 111,7 måneden forinden. Ifølge en rundspørge, foretaget af Bloomberg News, havde analytikerne ventet et marginalt fald til 111,2. Eurostats forbrugertillidsbarometer lå uændret på minus 2. Industriens barometer faldt til 5 fra 6 i forrige opgørelse. De to sidste var helt på linie med analytikerprognoserne.

 

Det tyske detailsalg skuffede tirsdag morgen inden markedernes åbningstid, da salget steg 0,7 pct. i juni sammenlignet med et fald på 2,5 pct. i maj. Ifølge en rundspørge foretaget af Bloomberg News havde analytikerne ventet et salg på 1,2 pct.

 

Den franske forbrugertillid fra Insee-instituttet skuffede også, idet den faldt til minus 15 i juli sammenlignet med minus 12 måneden forinden. Ifølge en rundspørge foretaget af Bloomberg News havde analytikerne ventet et uændret tal for måneden.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )