Obl. kl. 11.30: EU nøgletal uden effekt

 

Det danske obligationsmarked havde fredag ved middagstid indtaget en afventende position frem mod den altafgørende amerikanske jobrapport. Kort før middag fik markedsdeltagerne tal for den europæiske forbruger- og erhvervstillid samt arbejdsløshed, der dog ikke havde den store effekt på markederne. De seneste dages kraftige fald i olieprisen spillede fredag middag også en rolle.

 

Den toneangivende 9-årige danske statsobligation lå ved kort før middag 0,04 point højere i kurs 100,98 med en effektiv rente på 3,86 pct. Blandt realkreditobligationerne lå 4-35'erne 0,02 point lavere i kurs 92,83 med en effektiv rente på 4,75 pct.

 

Kort før middag fik investorerne tal for forbruger- og erhvervstillidstilliden fra Eurostat. Her viste forbrugertilliden en stigning til minus 6 fra minus 7. Analytikerne havde ventet et barometer på minus 7. Erhvervstilliden lå uændret på 6, hvilket var ventet. Den økonomiske tillid faldt til 110,1 fra 110,3 måneden forinden. Analytikerprognosen lød på 110,4. Da investorerne allerede havde fået PMI-erhvervsbarometre for december, var lidt af spændingen taget ud af Eurostats opgørelser som også kun havde marginal effekt på markederne. Alt i alt peger de europæiske pile stadig opad.

 

- De ledende indikatorer peger stadig mod en vækst lidt over den økonomiske trend, sagde økonom Ambro Dominic White fra ABN til Bloomberg News. Økonomen vurderede dog, at væksten i 2007 uundgåeligt vil ligge under væksten i 2006.

 

Det europæiske jobmarked fik også lidt fokus, da der kom tal for arbejdsløsheden i november. Som ventet faldt arbejdsløsheden til 7,6 pct. fra 7,7 pct. i oktober.

 

Torsdag eftermiddag vil de europæiske markedsdeltager sidde klistret til skærmene, når den amerikanske arbejdsmarkedsrapport, med den såkaldte non-farm payrolls, offentliggøres. Arbejdsmarkedsrapporten er ubetinget dagens vigtigste begivenhed, vurderede chefanalytiker Johnny Bo Jakobsen fra Nordea Markets. Spændingen er særlig stor denne gang, da ADP-indikatoren i onsdags pegede på et direkte fald i den private beskæftigelse på 40.000.

 

- Efter onsdagens skuffede ADP-jobindikator har vi nedjusteret skønnet for beskæftigelsen til en stigning på 75.000 mod tidligere 125.000, udmeldte chefanalytiker Johnny Bo Jakobsen. Det samlede konsensusestimat peger mod et fald til 100.000 fra 132.000 for november.

 

En svagere end ventet arbejdsmarkedsrapport kan være med til at presse Fed til at sætte renten ned ved næste rentemøde.

 

- Sløv økonomisk vækst, særligt sløv nominel vækst, vil i sidste ende presse Fed til at sætte renten ned, sagde manager Bill Cross fra verdens største obligationsfond, Pimco, til Bloomberg News. Bill Cross venter en amerikanske rentesænkning til 4,25 pct. i løbet af 2007 fra de nuværende 5,25 pct.

 

Olieprisernes nedtur kan også spille ind i fredagens kursudvikling, efter at den olieprisen, WTI, har lagt sig på 55,6 dollar per tønde. Oliepriserne er et tveægget sværd for obligationskurserne, da lavere oliepriser mindsker presset på forbrugerpriserne, men samtidigt gøder jorden for økonomisk vækst.

 

Euro mod dollar blev handlet i 1,3100.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )