Obl. 11.55: Sivende kurser i et roligt marked

 

Det danske obligationsmarked lå tirsdag middag marginalt lavere, til trods for et fald i den foreløbige offentliggørelse af PMI-erhvervstillidsbarometeret for eurozonen i juli. Ordreindgangen til industrien i eurozonen trak modsat med en større stigning end ventet. De sivende kurser blev understøttet af en forhøjet prognose fra det tyske DIW-institut, der ser mere lyst på den tyske økonomi. Aktiviteten ventes i eftermiddag at være begrænset uden de store præsentationer.

 

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, lå tirsdag middag 0,05 point lavere i kurs 96,59 med en effektiv rente på 4,49 pct. Blandt realkreditobligationerne lå 4-35'erne 0,13 point lavere i kurs 88,57 med en effektiv rente på 5,21 pct.

 

Royal Bank of Scotland var kun for anden gang aktuel med foreløbige tal for PMI-erhvervstillidsbarometeret for eurozonen i juli. De endelige tal offentliggøres om en uge. Det samlede barometer, som både dækker industrien og servicesektoren, faldt til 57,3 i juli i forhold til 57,8 måneden forinden. Ifølge en rundspørge foretaget af Bloomberg News havde analytikerne ventet et marginalt fald til 57,6.

 

- Jeg er ikke specielt bekymret for tirsdagens fald i barometeret, udtalte cheføkonom hos UBS i London, Stephane Deo, til Bloomberg News. Industridelen er måske en lille smule skuffende, men det var nok for optimistisk at tro, at den kunne opretholde de høje niveauer som den har vist på det seneste, vurderede økonomen.

 

Tirsdag formiddag kom der tal fra Eurostat for ordreindgangen til industrien i eurozonen i maj, som viste en stigning på 1,7 pct. i forhold til måneden forinden. På årsbasis er ordreindgangen steget med 9,1 pct. Ifølge en rundspørge foretaget af Bloomberg News havde analytikerne ventet en mindre stigning på 1,2 pct. og 7,7 pct. på årsbasis.

 

Det tyske økonomiske institut DIW hævede tirsdag sin prognose for den tyske BNP-vækst i år til 2,6 pct. i forhold til 2,4 pct. Øgede investeringer for at imødekomme den øgede ordreindgang ligger bag den ændrede prognose. Investeringerne ventes at stige med 7 pct. i år.

 

Tirsdag eftermiddag vil opmærksomheden rette sig mod Belgien, hvor erhvervstillidsindikatoren for juli offentliggøres. På den anden side af Atlanten vil opmærksomheden rette sig mod to taler fra de amerikanske centralbankmedlemmer Frederic Mishkin og William Poole.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )