Obl. 11.46: Storbritannien i fokus

 

Det danske obligationsmarked lå onsdag middag marginalt lavere, selvom at den italienske forbrugertillid viste et overraskende stort fald onsdag morgen. Også meldingerne i referatet fra seneste møde i Bank of England overraskede. Heller ikke en markant stigning i olieprisen natten til onsdag formåede at tiltrække en stor nok efterspørgsel efter de fastforrentede papirer til at kunne ændre på den negative stemning. Højere end ventet britisk BNP trykkede kurserne en anelse.

 

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. med udløb i 2015, lå onsdag middag 0,17 point lavere i kurs 99,99 med en effektiv rente på 4,0 pct. Blandt realkreditobligationerne lå 4-35'erne 0, 15 point lavere i kurs 92,42 med en effektiv rente på 4,79 pct.

 

Onsdagen formiddag blev referatet fra det seneste rentemøde i Storbritannien præsenteret. Investorerne havde lidt ekstra fokus på begivenheden, efter at den britiske centralbank overraskende hævede renten ved det forrige rentemøde. Referatet viste, et 5-4 split - fem stemmer for og fire imod. Flertallet af analytikere havde ventet et 8-1 split.

 

I referatet stod der blandt andet, at for størsteparten af medlemmerne var der allerede rigeligt med bevis til at retfærdiggøre en forhøjelse af renten, og der var ingen grund til at vente. Pundet blev svækket mod dollaren ovenpå nyheden, da det indikerede overfor investorerne, at centralbanken ikke vil hæve renten igen i februar.

 

Den britiske centralbankchef Mervyn King udtalte sig for første gang siden rentemødet tirsdag aften og sagde, at såvel inflationen som væksten kommer til at stige mere, end centralbanken tidligere havde ventet. Inflationen ventes dog at falde kraftigt tilbage under andet halvår i år.

 

Sammen med referatet for seneste Bank of England rentemøde fik investorerne også tal for den britiske BNP i fjerde kvartal, som steg 0,8 pct. Analytikerne havde forventet en 0,7 pct. stigning. Stigningen er den højeste siden andet kvartal i 2004. De bedre end ventede tal var med til at trykke obligationskurserne en anelse.

 

- BNP tallene retfærdiggør klart januars renteforhøjelse. Hvis vi ser et lige så stærkt første kvartal, vil der komme endnu en renteforhøjelse, sagde økonom Peter Dixon fra Commerzbank til Bloomberg News.

 

Den italienske forbrugertillid faldt overraskende til 110,3 i januar i forhold til 113,6 måneden forinden. Ifølge en rundspørge foretaget af Bloomberg News havde analytikerne ventet et marginalt fald til 113,5.

 

Olieprisen på den amerikanske referenceolie steg markante 4,7 pct. til knap 55 dollar pr. tønde natten til onsdag. Prisstigningen kan ses som en reaktion på offentliggørelsen af den amerikanske præsident George Bushs plan om at fordoble landets oliereserver de kommende 20 år til 1,5 mia. tønder. Også koldere vejr i USA kan spille ind på stigningen.

 

Investorerne kan i eftermiddag rette blikket mod Norge, hvor der holdes rentemøde. Investorerne venter bredt en uændret rente på de nuværende 3,5 pct. Enkelte investorer spekulerer i en rentestigning, da den norske krone er blevet svækket på det seneste og centralbanken bør derfor agere nu. Afsluttende præsenteres den belgiske erhvervstillid for januar på programmet.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )