Nyt offer for krisen på USAs boligmarked

Endnu en udbyder af boliglån på det hårdt pressede amerikanske marked er sendt til tælling. Verdens største kapitalfond, Blackstone, hvis aktie er presset helt i bund på børsen i New York, forudser langt færre virksomhedshandler i lyset af den internationale kreditkrise.

Endnu en amerikansk udbyder af lån til boligejere balancerer på kanten af fallit og har i første omgang søgt om beskyttelse mod sine kreditorer. Meddelelsen om en ny udlåner af de usikre boliglån i alvorlige vanskeligheder kommer dagen efter, at USAs største uafhængige udbyder af de omdiskuterede risikable lån til boligejere med usikker privatøkonomi, American Home Mortgage, har indgivet konkursbegæring.

Sidstnævnte har de seneste uger sendt rystelser gennem de internationale finansmarkeder, som har frygtet en regulær nedsmeltning af det overophedede amerikanske boligmarked.

Seneste offer er Aegis Mortgage Corporation med base i Houston, Texas. Virksomheden skylder over 100 millioner dollar til kreditorerne. Heriblandt de investeringsbanker, som indtil i år har finansieret mange af de såkaldte subprime-lån. Blandt kreditorerne er Morgan Stanley og USAs største virksomhed inden for boligfinansiering.

Aegis var blandt USAs 12 største inden for subprime-lån og ejes af spekulationsfonden Cerberus Capital Management. Markedet for subprime-lån henvender sig til boligejere med størst risiko, og som har svært ved at gå andre steder hen for få finansieret deres bolig. Det støt stigende renteniveau har gjort det svært for mange at betale ydelserne på deres lån med variabel rente. Det har sendt mange på tvangsauktion og ramt udlånerne hårdt. De fleste boliglån i USA er med fast rente.

Krisen på det amerikanske marked for boligfinansiering har spredt sig til de risikovillige spekulationsfonde eller hedgefonde. Goldman Sachs oplyste i går, at den sammen med en gruppe af investorer pumper yderligere tre milliarder dollar i sin hedgefond Global Equity Opprotunities Fund, der for nylig tabte 30 procent af sin værdi på kun en uge. Et synligt bevis på alvoren i den aktuelle uro på finans- og ikke mindst kreditmarkederne.

USAs største kapitalfond Blackstone, der herhjemme var med i opkøbet af TDC – en handel, der næppe var blevet til noget, hvis den skulle gennemføres i dag – offentliggjorde i går et stærkt regnskab for andet kvartal i år og det første som børsnoteret virksomhed. Finansuroen og den stigende rente vil lægge en stor dæmper på kapitalfondenes opkøbsaktivitet, fordi de får sværere og sværere ved at betale tidligere tiders skyhøje priser for virksomhederne.

Trods en tredobling af nettooverskuddet fra 224 millioner dollar i andet kvartal sidste år til 774,4 millioner dollar i år, 4,2 milliarder kroner, erkender ledelsen i Blackstone, at fremtiden for virksomhandler er behæftet med betydelig usikkerhed, og at tidligere tiders skyhøje indtjening vil sive.

»Under de nuværende omstændigheder vil vi ikke se de store megahandler,« fastslog Blackstones øverste chef, Hamilton E. Jones, og tilføjede, at interne diskussioner i koncernen om, hvornår kreditmarkedet stabiliseres, har givet svar »så klare som mudder«.

Blackstone optrapper i stedet sine investeringer andre steder end opkøb af amerikanske og europæiske virksomheder med blikket rettet mod Kina og Indien.

Også konkurrenten KKR (Kohlberg Kravis Roberts), der er på vej på børsen, har læst skriften på væggen og forudser »alternative« finansieringskilder ved fremtidige virksomhedshandler, hvis den finansielle uro varer ved.

Under stor opmærksomhed blev Blackstone børsnoteret i juni i år. Kursen på aktien nåede op på 38 dollar, inden den startede sit fald til i dag 22,76 dollar eller langt under den pris, 31 dollar, som aktien blev udbudt til for to måneder siden. Den værste børsnotering i USA i år.