Nyopstartet løbehjulsselskab værdisættes til 2 mia. dollar

Det nyopstartede amerikanske løbehjulsselskab Bird vil rejse 300 mio. dollar (1,9 mia. kr.), hvilket svarer til en værdiansættelse af hele selskabet på 2 mia. dollar.

Foto fra San Francisco: En mand kører på et elektrisk løbehjul fra Bird. Fold sammen
Læs mere
Foto: JUSTIN SULLIVAN

Det skriver The New York Times.

Skulle det lykkes Bird at rejse de 300 mio. dollar, vil det være en opstart blandt de største og hurtigste i nyere tid.

Løbehjulsselskabet havde sidste måned rejst 150 mio. dollar og havde en værdiansættelse på 1 mia. dollar, hvilket derfra steg med raketfart efter flere investorer fik øje på selskabet, lyder det fra en kilde.

Bird er stiftet af Travis VanderZanden, der er tidligere topchef hos Uber og Lyft, i september 2017 og har tidligere rejst 15 mio. dollar i februar og 100 mio. dollar i marts.

Flere investorer i Silicon Valley er ivrige efter at finde nye transportselskaber at investere i oven på både Ubers og Lyfts store succes.

Elektriske løbehjul er allerede populære i både San Francisco og Los Angeles, hvor Bird ejer størstedelen af løbehjulene. Blandt selskabets konkurrenter er Spin og LimeBike.

Løbehjulene kan lejes igennem en app, betales per minut, og kunden skal blot efterlade løbehjulet på stedet ved rejsens afslutning. Om aftenen bliver løbehjulene samlet op og genopladet. Udrulningen af løbehjulene skaber både glæde og frustration hos beboere.

Bird forventer at rulle tusindvis af løbehjul ud på tværs af USA.

Elektrisk løbehjul fra Bird. Fold sammen
Læs mere
Foto: JUSTIN SULLIVAN.

/ritzau/FINANS