Nye hvidvaskrygter får aktier til at dykke i Sverige: »Investorerne har nerverne ude på tøjet«

Den svenske storbank SEB kan vise sig at være endnu en nordisk bank, der har huset mistænkelige udenlandske kunder i Baltikum. Fredag styrtdykkede blandt andet SEB-aktien blot på grund af en henvendelse fra svenske journalister.

SEB i centrum af Stockholm. Storbankens aktie dykkede fredag på grund af rygter om hvidvask. Fold sammen
Læs mere
Foto: © Bob Strong / Reuters

Flere nordiske bankers hvidvaskskandaler i Baltikum har haft så omfattende konsekvenser, at blot beskeden om, at journalister arbejder på nye historier, kan få investorer til at ryste.

Det blev tydeligt fredag, da den svenske storbank SEBs aktie styrtdykkede fra morgenstunden. Aktien tabte 14 procent, da den var på sit laveste, og fik hele Stockholmsbørsens indeks til at falde.

Dykket kom som følge af, at journalister fra SVT-programmet »Uppdrag Granskning«, havde henvendt sig til banken for at stille spørgsmål om mulig hvidvask i banken i Baltikum. Selv om SEB altså ikke ved, hvad programmet konkret vil afsløre, hvad journalisterne konkret vil spørge om eller endda hvilket baltisk land, der er tale om, har banken valgt at informere markedet om, at Uppdrag Granskning har nyt på vej.

Ifølge Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, er det de seneste års baltiske hvidvaskskandaler i blandt andet Danske Bank og Swedbank, der medfører en »rygmarvsreaktion« fra investorerne.

»Investorerne har i den grad nerverne uden på tøjet i forhold til alt, der har med hvidvask at gøre i banker,« siger han og uddyber:

»De har jo set eksempler på selskaber, som er kommet ind i den her hvidvaskmaskine og konstateret, hvor stor usikkerhed, det spreder omkring selskabet. Dels hvad man rent operationelt får af vanskeligheder i forhold til kunder, dels hvad det har haft af betydning i forhold til ledelse i selskaberne og selvfølgelig også i forhold til størrelsen på en eventuel bøde i sidste ende. Det er meget tidligt i fasen at reagere så kraftigt,« siger han.

Kan blive værre

SEB skriver i en pressemeddelelse, at man »vil handle« på det, hvis der dukker ny information op, som man ikke har kendt til tidligere.

En af journalisterne bag de kommende »Uppdrag Granskning«-programmer, skriver på SVTs hjemmeside, at der er to programmer på vej i efteråret, »som undersøger bankverdenen«. Men hvad programmerne kommer til at indeholde, vil journalist Joakim Dyfvermark ikke løfte sløret for endnu.

Markedets reaktion kan også bunde i, at det er netop »Uppdrag Granskning«, som tidligere i år stod bag afsløringerne af mulig hvidvask i den svenske storbank Swedbanks estiske afdeling. Mistænkelige midler for mindst 135 milliarder euro strømmede gennem Swedbank i Estland i årene 2007-2015. Sagen har blandt andet kostet den danske topchef Birgitte Bonnesen og bestyrelsesformand Lars Idermark deres job.

Skandalen i Swedbank kom i kølvandet på den omfattende hvidvasksag i Danske Bank, hvor »en stor del« af 1.500 milliarder kroner, der strømmede gennem bankens estiske filial ifølge bankens egen advokatundersøgelse var »mistænkelige«. Sagen om de udenlandske kunder fra især Rusland og tidligere sovjetstater har kostet topchef Thomas Borgen og bestyrelsesformand Ole Anderen jobbet, ligesom sagen undersøges af myndighederne i blandt andet Danmark, Estland og USA.

Selv om SEB-aktien i løbet af dagen rettede sig en lille smule, var den ved børsens lukning 12 procent mindre værd end dagen før. Jacob Pedersen fra Sydbank forudser, at investorernes øjne vil hvile tungt på aktien i den kommende tid.

»Hvis det er sådan, at hvidvaskemaskinen virkelig går i gang, så kan det potentielt blive langt værre,« siger han.