Ny fond klar til danske opkøb for over ti mia.

Den svenske kapitalfond Altor, der i Danmark blandt andet ejer Ferrosan og Aalborg Industries, er for alvor klar til at købe danske virksomheder i de kommende år.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Altor har netop rejst en ny stor fond, hvorfra der sandsynligvis vil blive brugt mere end 10 mia. kr. på at købe op i Danmark, skriver dagbladet Børsen.

Altor begyndte at finde penge til fonden, der en kapitalfondens tredje, i foråret. Relativt hurtigt har den skaffet investorer, som i alt garanterer 15 mia. kr. Det betyder, at Altor over de næste ca. fem år kan købe virksomheder for ca. 45 mia. kr. i Norden, fordi kapitalfonde altid låner til en stor del af købsprisen.

Hidtil har fondens investeringer været fordelt ligeligt mellem Sverige, Norge, Finland og Danmark.

»Vi ser rigtig mange gode muligheder i Danmark. Hidtil har vi købt op i alle fire nordiske lande, og det er sandsynligt, at det bliver samme fordeling fremover. Men vi har ikke en fast fordeling og vil kigge på, hvad der opstår af muligheder,« siger partner i Altor Denis Viet-Jakobsen til Børsen.

Kapitalfondene har været inde i en forholdsvis stille periode. Fondene, der ellers havde været gennem flere hektiske år med mange opkøb, mærkede for alvor subprime-krisen, der siden efteråret har skabt uro på finansmarkederne.